Som svar på et spørgsmål fra folketingsmedlem René Skau Björnsson har sundhedsminister Bertel Haarder oplyst, at 25 personer er døde, mens de ventede på behandling på Respirationscenter Øst. Heraf ville 2 dog nok være døde alligevel, siger Region Hovedstaden.
Ja, man tror egentlig ikke sine egne øjne, men sådan står der ikke desto mindre i sundhedsministerens svar, der fortæller om en rystende skandale i det danske sundhedsvæsen.
Af de 25 ventede 9 på undersøgelse, mens 16 ventede på behandling. De fleste er døde af respirationssvigt i eget hjem.
"Den mest hensigtsmæssige behandling af disse patienter ville være hurtig start af non-invasiv ventilation", siger sundhedsministeren, der også oplyser, at Glostrup Hospital, hvorunder RCØ nu hører rent strukturelt, har iværksat en undersøgelse, der så vidt muligt skal afklare forløbet i forbindelse med disse dødsfald, herunder hvorfor de ikke er bragt til en intensivafdeling.
Sundhedsminister Bertel Haarder tilføjer, at han ser med stor alvor på disse oplysninger og derfor har videresendt oplysningerne til Sundhedsstyrelsen med henblik på en hurtig vurdering af, hvilke foranstaltninger, som oplysningerne kan give anledning til.
Muskelsvindfonden gjorde gentagne gange den tidligere sundhedsminister, Jakob Axel Nielsen, opmærksom på problemstillingen, men han fastholdt uanfægtet, at det ikke kom ham ved. Heldigvis ser det ud til, at Bertel Haarder som sundhedsminister har en mere sympatisk tilgang til denne alvorlige sag.
Svaret i sin fulde ordlyd kan læses her.
Jørgen Lenger