I sin seneste udgivelse ”Nyt fra Ankestyrelsen” fortæller Ankestyrelsen,
at kommunerne ikke kan finde ud af at administrere reglerne om merudgiftsydelse
efter servicelovens § 100. At dette ligefrem skulle være en nyhed er nok lidt
af en overdrivelse.
Ankestyrelsen henviser til, at Folketinget indførte nye regler pr. 1.
december 2008, som ”havde til formål at føre praksis tilbage til før maj 2007,
hvor praksis på baggrund af den nu ophævede principafgørelse C-27-07 var
begyndt at udvikle sig restriktivt”.
Sagt på dansk: Folketingets formål var at underkende den restriktive
praksis, som Ankestyrelsen på eget initiativ havde indført med principafgørelse
C-27-07, og som betød, at tusindvis af borgere mistede den ydelse, som
Folketinget ellers havde tiltænkt dem. Lovændringen var derfor en kraftig
irettesættelse til Ankestyrelsen.
Den ”nye” regel betyder, at man skal opfylde to betingelser for at være
omfattet af serviceloven § 100:
For det første skal borgerens funktionsnedsættelse være af indgribende
karakter i den daglige tilværelse.
For det andet skal der være behov for ikke uvæsentlige
hjælpeforanstaltninger.
(Ankestyrelsen skriver ganske vist i sin artikel, at det skal være
KOMMUNEN, der sætter ind med ”ikke uvæsentlige hjælpeforanstaltninger”. Det
passer imidlertid ikke. Også hjælpeforanstaltninger man modtager fra f.eks.
pårørende tæller med i vurderingen.).
Ankestyrelsen har nu gennemført en praksisundersøgelse, som viser, at
kommunerne og de sociale nævn ”har svært ved at vurdere, om borgerne er
omfattet af personkredsen, når de har psykiske sygdomme eller mange forskellige
lidelser”. Hvilket Ankestyrelsen tydeligvis også selv har.
Som hjælp til kommuner og nævn fremhæver Ankestyrelsen, at de skal foretage
en helhedsvurdering. Sager kan ikke afgøres alene på baggrund af enkelte
forhold, f.eks. om borgeren selv kan klare personlig hygiejne. Man skal se på
alle borgerens livsområder, når der skal foretages en vurdering af, om
funktionsnedsættelsen er af indgribende karakter for den enkelte borger.
Ankestyrelsen henviser i den forbindelse til to principafgørelser: Nr. 49-11 og Nr. 119-11.
Ankestyrelsen fremhæver også, at hvis en borger har en medicinsk
sygdom, så skal kommunen vurdere deres situation, ”hvis de IKKE bruger deres
medicin, og de er omfattet af personkredsen, hvis der er umiddelbar risiko for
en væsentlig varig funktionsnedsættelse, hvis borgeren stopper med at tage
medicinen”.
Og hvis borgeren har flere lidelser, så skal der ske en samlet
vurdering af borgerens situation. Hver enkelt lidelse skal ikke opfylde lovens
betingelser.
Som eksempler på dette henviser Ankestyrelsen til tre principafgørelser:
Nr. 232-10 og Nr. 55-11 og Nr. C-6-06.
Så nu vil Ankestyrelsen gå i gang med at undervise kommunerne i
forståelsen af reglerne om merudgiftsydelse.
Den omtalte udgave af ”Nyt fra Ankestyrelsen” kan i øvrigt læses her.
Og så skal det i øvrigt siges til kommunernes forsvar, at selv for de
kommuner, der er fyldt af god vilje over for deres borgere med handicap, er det
altså ikke så enkelt at fortolke en lov, der indeholder udtryk som ”funktionsnedsættelse
af indgribende karakter i den daglige tilværelse” og ”behov for ikke
uvæsentlige hjælpeforanstaltninger”. Meget ville være nået, hvis Folketinget
ville vælge at udtrykke sig klart og forståeligt.
Jørgen Lenger