Startside > Handicappolitik
Ankesystemet skal styrkes ikke svækkes 
Udgivelsesdato: 12-09-2011 

Det er kommet frem i medierne, at regeringens aftale med kommunerne om at lade økonomi spille en rolle i afgørelser om hjælp til handicappede er i modvind.

Du kan læse hele nyheden på DR.dk her.

"Godt nyt!", lyder det fra Muskelsvindfonden, der har flere eksempler på, hvordan kommuner i dag ikke overholder gældende lovgivning:

I Odense Kommune har Birthe Malling eksempelvis brugt kolossale mængder af tid på at få sin BPA-ordning til at fungere. Groteske forhold fik i maj 2010 Muskelsvindfonden til at skrive til den ansvarlige rådmand om forholdene. Da det ikke hjalp, måtte rækken af problemer ankes til Det Sociale Nævn.
Nævnet traf afgørelse i foråret, men handicaphjælpernes lønforhold er endnu ikke på plads, og sagen kører i ankesystemet.

Det står dog fast, at det uden ankesystemet ikke var lykkedes at få Odense Kommune til at overholde den lovgivning, der sikrer handicaphjælperne nu får løn under sygdom og under barns 1. og 2. sygedag.
I Faaborg-Midtfyn Kommune har situationen omkring BPA også været kaotisk. Muskelsvindfonden skrev i april 2010 til borgmesteren om problemerne. Da det ikke hjalp, måtte vi også her gå gennem ankesystemet.
I Faaborg-Midtfyn har ankemuligheden sikret alle handicaphjælpere en mindsteløn, løn under sygdom, og timer til personalemøder og MUS-samtaler, mens de sidste problemer fortsat kører som ankesag.

Muskelsvindfonden bringer flere eksempler på ankesager og den kommunale spareiver i det nye nummer af Muskelkraft, der netop udkommer i denne uge, og som også vil være at finde på denne side.

Det er nu over to år siden, at lovgivningen, som adskillige steder ikke overholdes, trådte i kraft. Loven havde blandt andet til formål at sikre mulighederne for at rekruttere og fastholde gode medarbejdere.

Det kræver indsigt og overskud at køre disse ankesager. Mange har ikke overskud til det. Derfor mener Muskelsvindfonden, at ankesystemet bør ændres ved at borgere, der ønsker at klage, skal have mulighed for at få professionel hjælp til at lave klage.

For at undgå de meget langvarige sager, hvor folks hverdag er usikker, forslår vi også, at en sag, der for anden gang kommer til Det Sociale Nævn skal have en maksimal sagsbehandlingstid på 4 uger.

Her kan du desuden læse partiernes svar til Muskelsvindfonden, da vi i ”De 13 rigtige” spurgte dem om retten til anke kommunale afgørelser.

For yderligere information

Kontakt:

Birthe Malling
Telefon 6594 3527
Arbejdsnummer 6317 4808

Politisk medarbejder i Muskelsvindfonden
Thomas Krogh
Telefon 6168 1916

 
Kongsvang Allé 23 | 8000 Århus C | Tlf: 8948 2222 | Fax: 8948 2212 | info@muskelsvindfonden.dk