I en principafgørelse har Ankestyrelsen afgjort, at en kommune skulle betale merudgiftsydelse efter servicelovens § 100 tilbage fra 1. april 2005, fordi kommunen på det tidspunkt forsømte sin vejledningspligt.

Sagen drejer sig om en førtidspensionist med infantil autisme og uden sprog. Faderen søgte i efteråret 2006 på sønnens vegne om dækning af merudgifter. Men allerede på et møde den 15. marts 2005 var der fremkommet oplysninger om dårlig økonomi, og disse oplysninger burde på det tidspunkt have givet kommunen anledning til at vejlede om mulighederne for eventuelt at få dækket merudgifter efter servicelovens § 100. Det gjorde kommunen imidlertid ikke.

Derfor har Ankestyrelsen afgjort, at kommunen nu skal betale merudgifter med tilbagevirkende kraft.

Ankestyrelsen siger i sin afgørelse, at den unge mand har behov for for meget betydelige hjælpeforanstaltninger og derfor er omfattet af servicelovens §100 om merudgifter, og "at disse forhold var åbenbare for kommunen", samt at "kommunen burde derfor burde have undersøgt om han havde konkrete, udækkede hjælpebehov, herunder merudgifter".

Det Sociale Nævn havde ellers erklæret sig enig med kommunen.

Ankestyrelsens afgørelse er i overensstemmelse med tidligere principafgørelser nr. C-22-06 og C-44-06, man også med en dom fra Østre Landsret fra 2003.

Dommen fra Østre Landsret er i særlig grad interessant, fordi den handler om tilbagevirkende kraft, også efter at borgeren var flyttet fra kommunen, og fordi den er meget detaljeret. Den pågældende var flyttet fra den daværende Trundholm Kommune (nu en del af Odsherred Kommune) til Århus Kommune, som opdagede fejlen.

Nedenfor er desuden optrykt et svar fra daværende socialminister Henriette Kjær til folketingsmedlem René Skau Björnsson om samme problemstilling og med samme indhold (spørgsmål nr. S 4032 af 25. juli 2003) - dengang fandtes reglerne i servicelovens § 84.

Ankestyrelsens nye afgørelse har nr. 65-10 og kan i sin fulde ordlyd læses her.

Jørgen Lenger

-------------------- 

Spørgsmål nr. S 4032 af 25. juli 2003

Af René Skau Björnsson.

"Kan ministeren bekræfte, at kommunen har pligt til at tage initiativ til en konkret vurdering af, om personer, der eventuelt kan være omfattet af personkredsen for servicelovens § 84, har medudgifter i tilstrækkeligt omfang til en eventuel bevilling, samt hvad konekvensen er, hvis kommunen ikke har taget et sådant initiativ?"

Begrundelse:

I forbindelse med førtidspensionsreformen blev der indført nye regler om dækning af merudgifter efter servicelovens § 84. Reglerne indebærer, at en større personkreds er berettiget til dækning af flere merudgifter end tidligere.

For mange mennesker er lovgivningen og de mere detaljerede regelsæt i vejledningerne imidlertid komplicerede og uoverskuelige, og navnlig samspillet og afgrænsningen mellem de forskellige regler (f.eks. pleje- og bistandstillæg, servicelovens § 84 og servicelovens § 77, (jf. vejledningens punkt 71) kan være umulige at forstå uden særlige forudsætninger.

Derfor kan det være vanskeligt for den enkelte bruger at danne sig et overblik over de rettigheder, man har. Ikke mindst fordi brugergruppen også omfatter personer med dårlige forudsætninger for at forstå komplicerede sammenhænge.

Det ønskes derfor præciseret, at det er et kommunalt ansvar, at man modtager den hjælp efter servicelovens §84, man er berettiget til.

Der er allerede nu eksempler på kommuner, som intet har foretaget sig i forhold til potentielle brugere af servicelovens § 84, og som derfor allerede indtil nu er blevet snydt for f.eks. 1.500 skattefri kroner pr. måned siden reglerne trådte i kraft den 1. januar 2003.

Det ønskes derfor også præciseret, at kommunal passivitet ikke må stille den enkelte bruger ringere, og i den forbindelse hvilke rettigheder man har, når en manglende bevilling skyldes, at man ikke selv har kendt sine rettigheder, og når kommunen ikke har taget noget initiativ.

Socialministeren (Henriette Kjær):

Efter § 5 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (retssikkerhedsloven) skal kommunen og amtskommunen behandle ansøgninger og spørgsmål om hjælp i forhold til alle de muligheder, der findes for at give hjælp efter den sociale lovgivning. Kommunen er herunder forpligtet til at rådgive og vejlede borgeren inden for sit eget område.

Det vil sige, at en ansøgning om hjælp skal behandles bredt og ikke kun i forhold til den konkrete form for hjælp, som en borger har søgt om. Når en borger henvender sig til kommunen for at få hjælp, skal kommunen således også gøre borgeren opmærksom på, at der kan søges hjælp til dækning af merudgifter efter servicelovens § 84, hvis borgeren falder inden for målgruppen af potentielle ansøgere til ydelsen.

Bekendtgørelse nr. 1098 af 11. december 2002 om metode for god sagsbehandling ved vurdering af nedsat funktionsevne som grundlag for tildeling af handicapkompenserende ydelser efter servicelovens bestemmelser’ har bl.a. til formål at sikre, at der foretages en helhedsvurdering af den samlede livssituation for borgeren og dennes familie og at styrke borgerens retssikkerhed i overensstemmelse med god forvaltningsskik. Socialministeriet har i tilknytning til bekendtgørelsen udarbejdet en vejledning, der indeholder metodiske anvisninger på behandling af sager om handicapkompenserende ydelser.

Efter praksis i Den Sociale Ankestyrelse kan manglende eller mangelfuld vejledning betyde, at der skal træffes en ny afgørelse, der retter op på den manglende eller forkerte vejledning, således at en borger skal stilles som om der fra begyndelsen var givet korrekt vejledning.

Kommunen eller sagsbehandleren kan desuden pådrage sig ansvar for forkert rådgivning efter dansk rets almindelige erstatningsregler, således som de er fastlagt gennem retspraksis. Det betyder blandt andet, at sagsbehandleren og myndigheden skal kunne bebrejdes for den fejlagtige rådgivning.

Det skal i øvrigt bemærkes, at kommunen efter retssikkerhedslovens § 4 er forpligtet til at tilrettelægge sagsbehandlingen på en sådan måde, at borgeren har mulighed for at medvirke ved behandlingen af sin sag. Dette gælder også borgere, der har vanskeligt ved at varetage deres egne interesser, for eksempel på grund af alderdomssvækkelse eller manglende danskkundskaber. Kommunen er således forpligtet til at tilbyde tolkebistand, hvis der er behov for det, ligesom kommunen har pligt til at gøre borgeren opmærksom på, at borgeren har ret til en bisidder, der kan medvirke som støtte for borgeren ved kommunens behandling af sagen.