"Må vi få lidt luft?" spørger Muskelsvindfondens formand Evald Krog den 14. marts 2011 i et indlæg i Kristeligt Dagblad.

"Den åndelige fattigdom i Danmark bliver kvælende", fortsætter han og går i stærkt i rette med Region Hovedstadens koncerndirektør Svend Hartling.

Evald Krogs indlæg kan også læses som et svar på de seneste udtalelser fra Danske Regioners formand Bent Hansen, der efterfølgende har været ude i samme ærinde som Svend Hartling: Begge føler sig stærkt generede af, at borgere kan få hjælp til at trække vejret og samtidig bevare deres fulde frihed til at bo i egen bolig, for det er efter deres mening alt for dyrt.

Indlægget i fuld ordlyd lyder således:

"I forbindelse med Danmark Radios fokus på stigende sundhedsudgifter kom koncerndirektøren i Region Hovedstaden, Svend Hartling, for nyligt med en besynderlig udmelding. Respirationsbehandling er alt for dyr, og for at gøre den billigere skal vi forpligte os til at flytte for at bo tæt på andre respiratorbrugere, så hjælperne kan holde øje med os alle sammen på én gang.

Nu ser jeg helt bort fra, at sådanne særlige boliger ikke findes. Jeg ser også bort fra, at ingen har planer om at bygge dem. Jeg ser navnlig bort fra, at planlagte nye plejeboliger mere end rigeligt er reserveret til det stigende antal ældre med demens, som i modsætning til respiratorbrugere ikke kan forblive i eget hjem. Og jeg ser bort fra, at Region Hovedstaden selv har indført den regel, at hjælperen ikke må forlade respiratorbrugeren på noget tidspunkt og derfor er afskåret fra at holde øje med mere end én person. Og dermed ser jeg endelig bort fra, at koncerndirektøren ikke sparer så meget som en nikkel med sit forslag. Medmindre han samler os alle sammen i ét rum, så han kan sidde og glo på os alle sammen samtidig. Hvad jeg bestemt ikke har lyst til. Af flere grunde.

Jeg ser bort fra alt dette, for det er slet ikke mit ærinde. Tværtimod er jeg vred. Meget vred. Og jeg føler mig i min gode ret til at blive vred. Nærmest føler jeg, det er min pligt at blive vred. For koncerndirektørens nedværdigende og behandlingskrævende tankegang overskrider enhver anstændighedens grænse med flere længder.

Ikke-nikke-nej om jeg vil føle mig forpligtet til at skulle argumentere for min ret til at trække vejret. Her hører alting op. Aldrig i livet om jeg vil diskutere med denne koncerndirektør om jeg skal afstå fra den ret til selv at vælge min bolig, som alle andre mennesker har. Der er ikke egenbetaling i Danmark, og jeg vil ikke påføres en egenbetaling i form af at give afkald på helt basale rettigheder.

Ord kan siges, så de fremstår tilforladelige, og pludselig befinder man sig i en situation, hvor man er påført en pligt til at argumentere for den mest basale ret, som et menneske har. Hermed har man også accepteret, at denne ret overhovedet kan diskuteres, og at koncerndirektøren kan kridte en bane op, som vi andre bare skal spille på uden at tænke nærmere over, hvad det overhovedet er, han siger.

Oven i købet efter at Region Hovedstaden med regionsformandens og koncerndirektørens fulde viden har forsømt at normere Respirationscenter Øst så mennesker med respirationsproblemer overhovedet kan behandles. Og oven i købet efter at adskillige mennesker med respirationsproblemer er døde, mens de ventede, og efter at endnu flere er påført en betragteligt ringere livskvalitet i en lang periode af deres liv.

Efter at Region Hovedstaden i årevis har forsømt sine pligter over for en gruppe mennesker med brug for behandling, og efter at Folketinget énstemmigt har besluttet, at der skal rettes op på Region Hovedstadens forsømmelser, så ville vi acceptere Regionens fuldt bevidste handlinger, hvis vi lod det være op til en diskussion, om det overhovedet er kritisabelt, hvad Region Hovedstaden har gjort og navnlig ikke har gjort. Godt forsøgt, koncerndirektør, men den fælde hopper jeg ikke i.

Trods den tiltagende åndelige fattigdom der udtrykker sig i at sætte kroner og øre på alting, er vi endnu ikke begyndt at spørge: Hvad koster det samfundet at have et demokrati? Hvad koster det samfundet at holde folketingsvalg? Hvad koster det at have ytringsfrihed, religionsfrihed og menneskerettigheder? Og hvad ville i givet fald konsekvensen være, hvis beregninger viste, at den slags giver underskud? Ville vi så afskaffe det? Næppe. Ikke endnu i hvert fald, om end tendensen går i den retning. Men den åndelige fattigdom er åbenbart nået dertil, at man seriøst kan spørge, hvad det koster at få hjælp til at trække vejret, når man ikke selv kan. Lige så lidt som demokrati og rettigheder står til diskussion, lige så lidt burde det stå til diskussion, om man må få lov at trække vejret.

Spørgsmålet er, om det mig eller koncerndirektøren der har mest brug for at få frisk luft."

Det originale indlæg kan også læses på Kristeligt Dagblads hjemmeside, hvis man tegner et net abonnement.