I midsommerfesten finder vi en smuk blanding af vores hi­storiske, kultu­relle og religi­øse baggrund.

Allerede i middelalderen mente man, at midsommerfe­sten havde en ma­gisk, gavnende og beskyttende betyd­ning med blusbrænding - det vi i dag kalder Sankt Hans bål - og med indsamling af læge- og trylleurter, med ud­smyk­ning med grønt og med rejsning af et midsommer­træ.

Midsommertræet var et grønt bøgetræ, der var udsmyk­ket med blomster og bånd.

Det svarer til Majstangen, som var en helt tilsvarende tradition, hvor man blot pyntede en mast med blomster og bånd. Meningen både med træet og med stangen var at beskytte og give gode afgrøder.

Majstangen blev rejst på Valborgsaften den 30. april., som er den aften, hvor heksene danser på Bloksbjerg.

I aften holder heksene sabbat på Bloksbjerg.

Jeg har hørt mange, som tror, at Bloksbjerg ligger i Jyl­land, men det pas­ser ikke. Det er Blæsbjerg, der ligger i Jylland. Bloksbjerg er faktisk bjerget Brocken i Harzen i det tidligere Østtyskland, og her findes altså heksenes dan­seplads.

Meningen med blusbrændingen, Sankthansbålet, var op­rindelig, at vi ved hjælp af ilden, ville jage onde ånder bort og gøre markerne frugtbare.

Sankt Hans aften er en af årets mest lyse aftener, og lyset er der i sig selv grund til at fejre.

Sankt Hans aften er en livsbekræftende fest, og den står for de fleste af os som noget ganske særligt, for til det livgivende knytter sig jo også det romantiske og det ero­ti­ske.

Sankt Hans aften er  frugtbarhedens aften. Jeg skal ikke holde noget statistisk foredrag. Men vi kan ikke komme uden om, at der fødes flere børn i starten af april end i resten af året. Nu kommer storken jo også til landet i april, så det kunne godt være forkla­ringen, men den hol­der nok ikke for en nærmere prøvelse.

Oprindelig var der en tradition for, at netop på denne af­ten kunne syge blive helbredt ved at drikke af helbre­den­de kilder. Jeg ved ikke, om man skal tro på det. Jeg har sta­dig muskelsvind, selv om jeg sjældent tørster Sankt Hans aften. Men det kan jo være, jeg har drukket det for­kerte. Hvad ved jeg?

Men i hvert fald: På Sankt Hans aften gør vi en masse ting, som vi for­bin­der med at have det sjovt. Vi synger og vi spiser og vi drikker.

 

Men Sankt Hans aften har også en religiøs side. Vi fej­rer Johannes Dø­berens fødselsdag, som vi i julen fejrer Jesu fødselsdag. I århundreder havde man ventet på en Mes­sias, og de fire evangelister betragtede Johan­nes Dø­beren som forløber for Jesus, og det er da også tydeligt, at hans prædikener peger frem mod Jesu forkyndelse, hvis ho­vedbudskab jo er kærlighed og godhed.

Johannes Døberen kender vi bedre, end vi tror. Vi har al­le set ham i kir­kekunsten, typisk iført kamelhårsskjorte og med et lam på armen. Det var også Johannes Døberen, som sagde ordene “Øksen ligger ved træer­nes rod”, ord som vi kender, og som i øvrigt var så oprø­rende, at de var med til at koste ham livet.

Vi kender ham måske især for ordene: “Den, som har to kjortler, skal dele med den, som ingen har, og den, som har mad, ligeså”.

Johannes Døberen stod på de svages side mod de stærke - mod de rige, mod magthaverne. Jeg synes ikke, vi kan fejre en Sankt Hans Aften uden at huske disse ord, fordi de mere end noget andet kendetegner fødselaren og hans holdninger. Allerede før Kristi fødsel blev velfærdssam­fundets filo­sofi,  humanismen og solidariteten, formuleret af Johannes Døberen.

 

Til Sankt Aften knytter sig endelig heksebrændingerne. Intet bål med re­spekt for sig selv - uden en heks!

En gang troede vi på, at hekse med deres sorte magi kun­ne skade os. Vi troede, de stod i ledtog med under­ver­de­nens guder og ånder. I 2. Mose­bog foreskrives der døds­straf for hekse, og i middelalderen mente kirken, at hek­se­ne stod i pagt med Djævelen.

Det siges også, at Djævelen er med i aften, når heksene holder sabbat på Bloksbjerg. Til de mere lystige histo­rier hører den, at heksene først kys­ser Djævelen i hans bare ... og dernæst hygger sig med hver sin horedjæ­vel.

Umiddelbart var det angsten for heksene, der førte til in­kvisitionen. Hek­seforfølgelsen var på sit højeste i det 16. århundrede og varede i alt et par århundreder. En af de mest kendte danske hekseprocesser foregik i Ribe i 1611 under Christian den Fjerde: Processen mod Maren Spliid.

Men den er dog for intet at regne mod de syv års djæv­le­besættelse, der hærgede Køge fra 1608 til 1615. Be­sæt­tel­sen udgik fra købmandens hus. Familien selv og de be­sø­gende fik lyd- og synshalluciationer og så djævle i skik­­kelse af sære dyr.

De fik så hysteriske rystelser, at flere stærke mænd ikke kunne holde de­res senge rolige. Man nåede at brænde 15 kvinder for hekseri, før man fandt ud af at det hele udgik fra købmandens søn, Jacob, hvor djævelen havde taget bolig. Han blev dog ikke brændt, for han var jo af han­køn, men han kom i stedet i huset hos en præst. Og så faldt der ro over Køge.

Heksebrændingerne er ikke bare en tilfældig parentes i vores historie. Faktisk nåede vi at brænde omkring 10 millioner mennesker over hele Europa i årene med hek­se­forfølgelser.

Naturligvis var de ikke hekse i bogstavelig forstand. Men de blev ofre for et dybt menneskeligt behov for at finde syndebukke, et behov som vi ikke er vok­set fra endnu, men blot opfylder på en anden måde i dag.

Hekse­for­føl­gel­serne satte især ind efter naturkatastrofer, ulykker eller syg­dom, i Dan­mark f.eks. efter to ødelæg­gen­de storme i 1566 og 1589.

Dengang som nu søgte vi forklaringer og syndebukke, helst nogle der kunne passe ind i vore forestillinger om det absolut “gode” og det absolut “onde”. I det bil­lede skabte menneskene heksene, fordi vi havde brug for dem for at bekræfte vore egne opfattelser.

Vi oplever på sin vis det samme i dag, når vi søger syn­de­bukke for de ting, der går dårligt. Det kan være ting i samfundet som f.eks. arbejds­løshed eller kriminalitet - el­ler for den sags skyld fodbold. Vi kan bedre affinde os med at ryge ud af EM, når vi har en syndebuk. Og hvis der ikke er én, så skaber vi én, for det har vi brug for.

Derfor er det heller ikke tilfældigt, at vi bruger udtryk­ket “Hver by har sin heks og hvert sogn sine trolde ...”  - Det havde hver by, og hvis ikke, så fandt man én, helst én der var lidt for sig selv, f.eks. en enke, en fattig kvinde - eller en kvinde med et handicap.

Mange hekse havde en mær­kelig gang, var små og krum­ryg­gede eller mystiske og an­derledes på en helt fjerde må­de. Jeg er sikker på, at mange handicap­pede kvinder i tidens løb har udfyldt by­ens eller sognets behov for en heks.

Syndebukke skal helst være anderledes, se anderledes ud, have en anden hudfarve eller en anden religion, så vi  let­tere kan distancere os fra dem og føle os nor­male. Et­hvert samfund har brug for mangfoldighed. Det er grund­lig­gen­de mest inspirerende at møde folk, der er an­der­ledes end én selv. Men rollen som den, der skiller sig ud, overlader vi helst de an­dre. Det er lettest at være normal. Men jeg tror bestemt, det er sjovest ikke at være det.

Nå, men der blev naturligvis ført hekseprocesser, før bræn­­din­gerne blev gennem­ført. Oftest rene skue­pro­ces­ser efter den såkaldte hekseprøve.

Prøv lige og hør:

Man tog den mistænkte og bandt hende. Så smed man hende i van­det. Hvis hun kunne finde ud af at komme op igen, måtte hun have overnaturlige evner, og så var hun skyldig - og så blev hun brændt! Hvis hun sank, var hun uskyldig, og det var jo heldigt nok, bortset fra at hun for det meste druknede un­der “prøven”! Men hun slap da for at blive brændt.

Vores kultur befinder sig uden nogen tvivl på et højt ci­vi­liseret niveau, men det er alligevel sundt at huske vore rød­der. Hvordan er vi nået hertil? Hvad er der gået for­ud?

Vores historie er fuld af blod og dramatik og en adfærd, vi i dag betragter som primitiv; men alligevel ser det ud som om den er bestemt af dybt menneskelige træk, som vi kan genfinde hos os selv i dag. Et af de menne­skelige træk er hævnen.

Vores ven, Johannes Døberen, - lad mig lige komme til­bage til ham - han mistede livet, fordi han spottede kong Herodes Antipas, fordi han - kon­gen altså - giftede sig med sin broders kone. Kongens nye steddatter, Salome, krævede et ønske opfyldt som løn for sin dans. I samråd med moderen fandt hun ud af at ønsket skulle være Jo­hannes Døberens ho­ved på et fad. Det ønske måtte sted­faderen, kongen, så opfylde.

Herfra stammer nutidens udtryk om “et hoved på et fad”, der dog ikke læn­gere skal forstås helt så bogstave­ligt.

Jeg snakkede med en præst for et par dage siden. Han men­te, at man af den historie kan lære, at man skal holde fing­rene fra sin broders kone. Jeg synes måske snarere, man kan lære af den historie, at man skal holde sin for­ar­gelse for sig selv.

Sankt Hans aften trækker dybe spor tilbage i vores kul­tur og historie, men så sandelig også brede spor, for vi har her lyset, sundheden, helbre­delsen, romantikken, forel­skel­sen, overlevelsen, føden, solidariteten, be­hovet for hævn og syndebukke - alt det positive og negative i en skøn blanding, alt det der viser hvor mangfoldigt og spæn­dende livet er. Der­for er Sankt Hans aften så flot. Den er et spejlbillede af os selv.

Jeg vil ønske, at I alle sammen får en god midsommer­fest, og at fremti­den byder på sundhed og frugtbarhed.

Ganske vist skal ingen af os med til fe­sten på Bloksbjerg (så vidt jeg ved); men jeg er sikker på, at vi får det sjovt allige­vel.