Gennem de seneste år har en farlig virus bredt sig i det danske samfund. Den viser sig i form af manglende empati og nedsat evne til at føle ansvar for andre. Over tid nedbrydes forståelsen for værdien af menneskers mangfoldighed. Den retter sig navnlig mod mennesker, hvis adfærd og behov er anderledes end flertallets og udgør i sine mest fremskredne stadier en alvorlig fare for grundlæggende værdier i form af solidaritet, velfærd og ansvar for andre.

I modsætning til f.eks. HIV-virus der menes at være opstået hos aber i Afrika, er dette virus pæredansk og er udbredt i takt med den såkaldte værdikamp, der angiveligt har til formål at forsvare og udbrede særligt danske værdier som f.eks. flæskesteg, citronmåner, skattesnyd og Dannebrog. Uheldigvis har værdikampen som konsekvens, at den fokuserer på disse værdier i en grad, så den samtidig svækker andre danske værdier som f.eks. tolerance, mangfoldighed, værdighed, anstændighed, empati og handicapkompensation, der ellers udgør grundlaget for den danske velfærdsmodel.

I sygdommens første stadier er virus navnlig rettet mod den måde, hvorpå man omtaler andre. Ikke mindst mennesker med en anden etnisk baggrund har stået i skudlinjen og har måttet affinde sig med mistænkeliggørelse, diskrimination og forhånelse af deres værdier og identitet. En undersøgelse viste f.eks. en klar overrepræsentation af udlændinge i kriminalstatistikken, og kun et grundigt og besværliggjort udredningsarbejde godtgjorde, at det navnlig var svenskere, der fyldte op, typisk fordi de var anholdt for gadeuorden og besiddelse af nogle få gram hash under besøg i København.

I sygdommens næste stadier vil flere og flere mennesker med atypiske behov og atypisk adfærd være i risikogruppen og blive udsat for manglende respekt fra samfundet, repræsenteret ved dets magthavere, der insisterer på ensretning og på afsondring af enhver afvigelse fra ensartetheden.

Således vil den ide f.eks. opstå, at mennesker der notorisk ikke kan arbejde, nok kan arbejde alligevel, hvis de blot får en gulerod, og den manglende evne til at arbejde anses for at skyldes manglende vilje. Samfundet ved dets magthavere forveksler sig selv med den Jesus, der siges at have genskabt Lazarus’ funktionsevne ved at have påbudt ham at rejse sig og gå, idet Lazarus dog efter sigende ikke blev tilbudt nogen gulerod. Hvad der dog formentlig alene skyldtes en klimatisk betinget mangel på rodfrugter.

Dernæst følger ganske alvorlige stadier af virusangrebet, hvor realitetssansen forsvinder. En privat organisation ved navn Kommunernes Landsforening kan således i denne fase af sygdommen foreslå, at praktisk hjælp til mennesker med behov kun kan tilbydes i mere end 20 timer om ugen, hvis de pågældende afstår fra retten til selv at vælge bolig og i stedet tager ophold i plejeboliger, som ikke findes, og som ingen har planer om at etablere. Herved vil KL effektivt tage livet af BPA. En region med basis i selve centralnervesystemet, d.v.s. Hovedstaden, kan tilsvarende få den ide, at hjælp til at trække vejret tilsvarende forudsætter, at mennesker tager ophold i institutioner, som heller ikke findes.

Sådanne udfald hinsides al realitet med baggrund i et efterhånden altomfattende virusangreb i samfundet er stærkt behandlingskrævende og forudsætter en indsats i form af en modsat rettet værdikamp, hvor de mennesker – den ene gruppe efter den anden – der udsættes for konsekvenserne af viruset står sammen og i fællesskab tager til genmæle, både konkret og symbolsk, og bekæmper virusangrebet ved at insistere på grundlæggende værdier som tolerance, mangfoldighed, værdighed, anstændighed, handicapkompensation og – plads til forskelle. Den modsat rettede værdikamp må ikke mindst angribe den ensretning af mennesker og samfund, der er decideret livstruende.

Sygdommen kan helbredes, men den kan kræve ofre. Det kan være nødvendigt at prioritere ressourcerne, så udsigtsløs behandling undgås, for ressourcerne er trods alt ikke ubegrænsede. Det vil kræve en konkret stillingtagen, hvorvidt ethvert virusudbrud faktisk kan og bør behandles, eller om der skal stilles krav om, at f.eks. en region kun kan modtage relevant behandling, hvis den anbringes på en mødding sammen med fire andre.

Med den rette behandling i form af en modsat rettet værdikamp vil virusangrebet kunne bekæmpes med ganske tilfredsstillende resultat, og der er al mulig grund til at tro, at blandt andet BPA og respirationsbehandlingen lever meget længere end regionerne.

Jørgen Lenger