Det har
været en tradition i mange år, at handicappolitikken var hævet over
partipolitiske modsætninger. Uanset individuelle forventninger om at éns eget
parti er det mest handicapvenlige er der historisk ikke sagligt belæg for at fremhæve
det ene eller det andet parti som mest handicapvenligt eller mest
handicapfjendsk. Forskelle mellem partierne har især handlet om, hvor højt de
enkelte partier har prioriteret handicappolitikken, og ofte har prioriteringen
været bestemt af, om partierne tilfældigvis har haft ildsjæle iblandt sig.
Derfor har
der også været en tradition for et godt samarbejde mellem partierne og handicaporganisationerne,
hvor man har lyttet til hinanden, og hvor handicaporganisationerne har taget et
medansvar for de politiske prioriteringer. Handicaporganisationerne har ikke
blot krævet ind, men har faktisk bidraget med bud på, hvad det er vigtigt at
prioritere, og hvad det er mindre vigtigt at prioritere.
Den
tradition er beklageligvis blevet brudt af den nuværende regering.
Handicaporganisationerne er blevet sat ud på et sidespor sammen med alle de
andre, som regeringen også har lagt sig ud med. Begrebet ”ansvarlighed” er
blevet synonym med at træde flest muligt over tæerne.
Regeringen
har præsteret en helt enestående mangel på vilje til at lytte, kommunikere og
samarbejde. Den har tillagt sig en ulidelig vane med at reagere på enhver
indvending med besværgelser og gentagelser, som om vi nok bare er tungnemme og
ikke har fattet regeringens genialitet. Hvis den da overhovedet har reageret.
I 1986
fremsatte Venstresocialisterne i Folketinget en lang række handicappolitiske
forslag, der alle var udgiftskrævende i forskelligt omfang. Enkeltvis var der
bred politisk opbakning til forslagene, men det stod også klart, at der ikke
var råd til at gennemføre dem alle sammen. Den daværende formand for
Folketingets Socialudvalg, Aase Olesen, tog derfor initiativ til at kalde alle handicaporganisationerne
sammen, hvor hun simpelt hen bad os om selv at prioritere. Den opgave løste vi, og
den blev samtidig starten på mere end to årtiers tillidsfuldt samarbejde mellem
politikere og handicaporganisationer, hvor handicaporganisationerne accepterede,
at der er begrænsede ressourcer, og hvor politikere afstod fra pludselige og
énsidige forringelser hen over hovedet på os.
I
handicaporganisationerne ved vi godt, at vi har brug for politikerne. Men
politikerne har sandelig også brug for os, og hvis regeringen er i tvivl, kan
den blot kaste et blik på meningsmålingerne, hvor de stemmer mangler, som jeg
kender så godt fra min hverdag, hvor jeg omgås mange mennesker med et handicap:
Folk er simpelt hen flygtet fra regeringspartierne, ikke blot til Enhedslisten,
men faktisk i alle retninger.
Det er
uholdbart og uacceptabelt, at samarbejdet mellem politikere og
handicaporganisationer er bragt ned på et nulpunkt, men som Villy Søvndal sagde
for nylig: Der skal to til en tango.
Mit bedste
råd til regeringen skal være at lade sig inspirere af Aase Olesen, der jo også
endte som en fremragende socialminister, og søge en forståelse med
handicaporganisationerne om prioritering af ressourcerne og lade os være med
til at træffe de valg, som vi mere end nogen andre har ekspertise til at træffe
for at opnå den bedste effekt af de midler, der trods alt er til stede.
Man
behøver ikke at fortælle os, at ressourcerne er begrænsede, for det ved vi
bedre end nogen. Vore medlemmer oplever det hver eneste dag i kommunerne. Det
er slet ikke det, der er problemet. Nej, det handler om at få mest muligt ud af
pengene, hvilket regeringen på den ene side siger, at den gerne vil, mens den
på den anden side totalt ignorerer ethvert forslag om at begrænse udgifterne på
områder, hvor det vil være til minimal gene for mennesker med et handicap.
Så tag dog imod tilbuddet, når vi byder op til dans.
Jørgen Lenger