Det har i årtier været et langt sejt træk for handicaporganisationerne at nå frem til den situation, at mennesker med et handicap opfattes som mennesker af betydning for samfundet.
Nu ser det imidlertid ud til, at målet er nået. Til overflod endda. I hvert fald hvis man lytter til ledende borgmestre, for ifølge dem er det nu kun mennesker med et handicap, der kan redde samfundets økonomi i almindelighed – og kommunernes økonomi i særdeleshed.
Hvilken ære! Hvilken anerkendelse!
Regeringen har gennemført store skattelettelser. Boligskatterne har været fastfrosset i 10 år, så de reelt er faldet og har påført statskassen et voldsomt tab. Cigaretter er reelt billigere nu end for ti år siden. Der er brugt milliarder på en kommunalreform. Man har postet store beløb i privathospitalerne. Og så kom der en økonomisk krise. Det ene med det andet har gjort, at kassen nu er tom. Gode råd er dyre, men de kan ikke købes, når man ingen penge har.
Så nu er det åbenbart kun mennesker med et handicap, der kan rette op på situationen. Det skal åbenbart ske ved forringelser i de tilbud, som samfundet tilbyder som kompensation for det, man ikke selv kan.
Langt ind i handicaporganisationernes egne rækker trives den opfattelse, at også vi skal komme med forslag til besparelser, enten ringere ydelser eller mere egenbetaling.
Problemet er bare, at egenbetaling på handicapområdet allerede findes i forvejen. Der har været egenbetaling i hvert fald i 15 år. Som et af de få områder i samfundet. Vi har været langt forud for vores tid, hvad angår egenbetaling.
Når Folketinget har vedtaget forbedringer på handicapområdet, er kommunerne altid blevet kompenseret for deres øgede udgifter. Det er foregået på den måde, at kommunernes bloktilskud er øget med samme beløb som udgifterne. Folketinget har konsekvent hentet pengene hertil fra satspuljen. Satspuljen finansieres ved, at man hvert år tager toppen af den regulering af overførselsindkomsterne, som førtidspensionister, kontanthjælpsmodtagere og andre ellers skulle have haft, og de penge putter man ned i den såkaldte satspulje, og herfra får kommunerne så deres ekstra penge.
Dette kaldes egenbetaling. Kollektiv egenbetaling, ganske vist. Men egenbetaling er og bliver det ikke desto mindre.
Med andre ord: Der findes ikke én eneste forbedring på handicapområdet, som ikke er betalt af folk selv, fordi de kollektivt er blevet tvunget til at give afkald på en del af deres stigning i pensionerne og andre overførselsindkomster.
Man kan diskutere, om dette overhovedet er rimeligt, men sådan har det ikke desto mindre været, og derfor er udgifterne på handicapområdet allerede betalt én gang. Kommunerne har imidlertid forgrebet sig på disse penge og brugt dem til noget andet. Til alt muligt forskelligt som f.eks. Ikast-Brande Kommune, der har placeret en formue i schweizerfrancs, hvor kursen nu er faldet!
Nu mener visse borgmestre så, at mennesker med et handicap skal betale én gang til. Dobbelt egenbetaling, altså. Den har vi da vist aldrig hørt før. Eller har vi? Ja, det har vi faktisk. For eksempel var der ingen skattelettelser til førtidspensionister, da alle andre fik skattelettelser. Tredobbelt egenbetaling, altså.
Hjælp os! siger de stakkels borgmestre nu. Hjælp os ved at give afkald på noget af det, som I allerede har betalt to gange – eller betal i det mindste endnu en gang, siger de.
Større anerkendelse af egen betydning kan en samfundsgruppe da vist ikke få. Tænk, om kapitalfondene og de multinationale selskaber blev anset for at have lige så stor betydning for samfundet. Men det har de tydeligvis ikke.
Og ikke nok med det. De samme borgmestre truer også: I er urimelige, dyre og krævende gøgeunger, hvis I ikke vil betale endnu en gang – eller afstå fra det, I allerede har betalt! Hvilken mageløs grådighed, men hos hvem? Hos mennesker med et handicap? Eller hos borgmestrene?
Men så meget desto mere rimeligt er det altså at sige, at nu må den fest stoppe. Vi kan ikke blive ved at betale den samme ydelse uden at få den. Det gør andre grupper da heller ikke, og nok skal vi ikke filme os til et straffespark eller unddrage os fra at bidrage til en trængt samfundsøkonomi; men der må altså også være lidt rimelighed i galskaben. Og vi vil da slet ikke finde os i, at vi oven i vores offervilje skal nedgøres igen og igen.
Er der nogen der har vist samfundssind og ansvarlighed og har bidraget med egenbetaling før alle andre, så er det altså mennesker med et handicap.
Jørgen Lenger