Selv om det er mere end otte år siden, at merudgiftsydelsen
efter servicelovens §§ 41 (børn) og 100 (voksne) blev indført, er der fortsat
helt basale regler, som kommunerne ikke har villet forstå. Blandt andet at
merudgifter ikke skal dokumenteres, men kun sandsynliggøres.
Igen og igen kræver kommunerne dokumentation, selv om
Socialministeriet igen og igen har fortalt dem, at det må de ikke, og selv om
de efterhånden har tabt stribevis af ankesager om dette.
Københavns Kommune praktiserer en særlig variant af denne
misfortolkning. Kommunen siger nemlig, at det er kommunens revision, der ønsker
dokumentation, og at kommunen får påtale af revisionen, hvis der ikke kræves
dokumentation.
Forud for folketingsvalget den 15. september 2011, og mens René
Skau Björnsson endnu var medlem af Folketinget, stillede han spørgsmål om dette
til den daværende socialminister Benedikte Kiær:
”Hvad er ministerens holdning til, at
den kommunale revision påtaler over for kommunerne, hvis de ikke indhenter
dokumentation fra borgernes merudgifter efter servicelovens § 100 og udgifter
til hjælpere efter servicelovens § 96, selv om der ikke findes hjemmel til at
kræve dokumentation, og selv om det for servicelovens § 100 er direkte
præciseret, at udgifter kun skal sandsynliggøres, så overflødig administration
herved undgås.”
Socialministeren svarede således:
”Efter servicelovens § 100 er der ikke krav
om, at borgeren skal kunne dokumentere alle nødvendige merudgifter. Borgeren
skal alene sandsynliggøre de nødvendige merudgifter, der følger af
funktionsnedsættelsen. I forlængelse heraf fremgår det af den gældende vejledning,
Vejledning om særlig støtte til voksne (vejledning nr. 10 af 15. februar 2011),
at modtageren af ydelsen i forbindelse med kommunernes opfølgning bør kunne
sandsynliggøre de væsentligste udgifter, som han/hun har haft.
Det kan desuden oplyses, at der ikke er fastsat regler om,
at borgeren skal aflægge regnskab for det tilskud til dækning af hans/hendes
andre direkte og indirekte omkostninger ved at have hjælpere i og uden for
hjemmet, som udbetales efter § 10 i bekendtgørelse om udmåling af tilskud til
BPA efter servicelovens §§ 95 og 96 (bekendtgørelse nr. 1180 af 14. oktober
2010).
Dette tilskud dækker omkostninger til fx annoncering og
porto, vand, varme og el samt andre småudgifter i husholdningen. For borgere,
der modtager hjælp efter § 96, skal dette tilskud desuden dække ledsagelse,
entréudgifter mv. ved aktiviteter uden for hjemmet.
Det kan oplyses, at det særligt i forhold til
forbrugsudgifter som fx vand og el kan være vanskeligt at opgøre præcist,
hvilken andel af udgifterne der vedrører hjælperne, og hvilke der vedrører
borgerens eget forbrug. Det er derfor opfattelsen, at det vil være forbundet
med store vanskeligheder for borgeren at stille krav om regnskab – og dermed
dokumentation - for borgerens afholdte udgifter.
I forhold til de øvrige former for omkostninger, som fx
annoncering, ledsagelse i forbindelse med aktiviteter mv., kan det være en
hjælp både for borger og kommune, hvis det aftales, at borgeren samler
kvitteringer for afholdte udgifter. Herved kan der sikres en bedre mulighed for
at fastsatte et beløb for det kommende år, der reelt kan dække borgerens
afledte omkostninger ved at have hjælpere i og uden for hjemmet. Det skal dog
understreges, at kommunen ikke kan kræve et regnskab for disse omkostninger.”
Med andre ord: Hvis Københavns Kommune fortæller historien
om, at revisionen kræver dokumentation, så fortæl dem, at det må revisionen
ikke, og at også revisionen skal overholde reglerne.
Det originale dokument kan læses her.
Jørgen Lenger