Omkring 200 mennesker gik gennem gaderne til handicapdemonstration.

Læs reportagen - Handicapdemonstration i Aarhus! 

Af Mathias Haugaard Jørgensen

  "Handicap er kun en del af vores identitet…
….. Vi har nemlig rigtig mange ressourcer!".

Budskabet står blafrende på banneret hos den brogede skare af mindst 150 mennesker samlet på Klostertorvet i Aarhus denne tirsdag eftermiddag.

Den 23. august 2011 er nemlig toårs dagen for Danmarks tilslutning til FNs Handicapkonvention.
At dømme ud fra de fremmødte, har den ikke ligefrem været en ren succes.

Jeg nærmer mig hastigt flokken af opstemte mennesker - det særegne orkester, De Splittergale, spreder god stemning med gøgl og musik på torvet, mens andre i flokken udtrykker mindst ligeså meget engagement, godt humør og vilje fra deres kørestole.

"Three minuts to go!", råber demonstrationens pressekoordinator, Jesper van der Schaft, som er i fuld gang med at organisere. Som flokken roligt vandre af sted mod Rådhuspladsen, akkompagneret af De Splittergales sang, bliver jeg grebet af stemningen og fanger Jesper på vejen:

Hvad er din motivation for at arrangere demonstrationen i dag?

"Det er for dårligt, at Danmark stadig ikke lever op til FNs Handicapkonvention og ikke har underskrevet tillægsprotokollen, som giver garanti for handicappedes klageret til FN", fortæller Jesper.
"Jeg har selv været psykisk syg i 6 år, hvor folk har hjulpet mig. Nu har jeg lyst til på samme måde at hjælpe andre mennesker".

Som pressekoordinater har Jesper blandt andet annonceret demonstrationen via sin Facebook-gruppe, "Forbedre forholdene for mennesker med Handicap", der siden november 2008 har samlet over 15.000 medlemmer på de sociale medier. På denne dag er der desuden samtidigt arrangeret demonstrationer både i Flakhaven i Odense og foran Christiansborg i København. 


Jeg går langs optoget gennem Frederiksgade, og der er en tydelig forventning at læse i demonstranternes ansigter. Udover mærkedagen virker demonstrationen som en samlet reaktion på den sidste tids skarpe tone mod handicappede i medierne. Og med det forestående valg er der virkelig noget på spil.
 

"Se her - Det er Aarhus i en nøddeskal," råber Jesper pludseligt, da optoget skal krydse Østergade, hvor det stort set er umuligt at få kørestolsbrugerne over kantstenen. Og den fysiske tilgængelighed er også lige netop, hvad Teknik- og Miljørådmand i Aarhus, Laura Hay (V), skal forsvare på Rådhuspladsen som den første taler i dagens program.

"Vi har haft fokus på tilgængeligheden ved vejarbejde og holdt mange klapskilte væk fra gaderne. Der har været fokus på tilgængeligheden ved kulturelle events, såsom Sculptures by the Sea, ligesom det bliver et vigtigt punkt på dagsordenen med tilgængeligheden i de nye anlægsprojekter", fortæller Laura Hay, der ser ud over den forventningsfulde skare og stjæler opmærksomheden fra mange forbipasserende.
 

Efterfølgende kommer medarrangørerne, Støtteforeningen Cre8toU, på banen med underholdende indslag i form af sang, dialogisk sketch og poesi:

"Ja, når de skal spare, glemmer de os ikke sådan…", siger en kvinde i kørestol til en anden i sketchen om lige vilkår for alle.
Dialogen bliver poetisk afrundet med oplæsningen af Benny Andersens digt, ”Lighed”, og der bydes velkommen til folketingsmedlem og Handicapordfører, René Skau Björnsson (S), der skærer ind til benet: Danmarks ønskelige ratifikation af tillægsprotokollen.

 

"Det er et uheldigt signal at sende til omverdenen, at vi ikke tør lade andre lande og instanser kigge os efter i kortene for at sikre, at vi lever op til disse internationalt fastsatte standarder for menneskerettigheder. Vi skal også tilslutte os tillægsprotokollen", fortæller René Skau Björnsson, og synspunktet høster stort bifald hos demonstranterne.

"Vi har sammen en opgave om at få sat dansk handicappolitik højere op på den politiske dagsorden, og jeg skal i hvert fald nok gøre mit som Socialdemokraternes handicapordfører".

 

Jeg henvender mig efterfølgende til 22-årige Antoniett, som har muskelsvind.

 

Hvorfor er du mødt op til demonstrationen i dag?

"Det er vigtigt at møde op for at holde politikerne i ørerne og for at vise den almindelige borger, at vi ikke bare får serveret alt på et sølvfad. Helt simple ønsker som transportmuligheder er nogle gange en hård kamp med kommunen", fortæller Antoniett indgående, mens der er pause ved talerstolen.


"Men jeg er også mødt op for at vise, at jeg faktisk har mulighed for at møde op i dag, fordi jeg netop bliver hjulpet. Derfor er det også med respekt og ikke bare én lang protest", fortæller hun, og understreger vigtigheden af at være taknemmelig for det, man får.

 

Fra talerstolen runder Maja Simsing, der også er kørestolsbruger, af med en tale om de uudnyttede ressourcer hos mennesker med handicap:

"Hvis vi gerne vil anerkendes med de ressourcer og de muligheder, evner og kompetencer, vi har, er vi også nødt til at vise, at vi er værd at anerkende. Vi har alle noget, vi kan 'være noget' med - vi kan alle være noget for andre!", siger Maja ud over Rådhuspladsen og flere nikker bekræftende.

 

Efter en vellykket og fredelig demonstration med et par hundrede deltagende takker Jesper vand der Schaft af, roser den store solidaritet, som de fremmødte har udvist og ønsker, at den vil sprede sig til hele samfundet.
Han afslutter til sidst med et "på gensyn næste år!" - for står det til ham, skal vi blive ved med at afholde demonstrationer, indtil Danmark tilslutter sig tillægsprotokollen og fuldt ud lever op til Handicapkonventionens bestemmelser.

Kongsvang Allé 23 | 8000 Århus C | Tlf: 8948 2222 | Fax: 8948 2212 | info@muskelsvindfonden.dk