Startside > Handicappolitik
Liberal Alliance: Bureaukrati, kontrol og administration er eksploderet. 
Udgivelsesdato: 01-05-2011 

Under overskriften "Når bureakratiet gør blind" fortæller Liberal Alliances folketingskandidat Mette Bock i JyskeVestkysten en historie fra det virkelige liv, som alle med kendskab til kommunernes administration på handicapområdet kun kan nikke genkendende til:

- Jeg kender en blind mand. Han fortalte mig for nylig følgende historie, der illustrerer min pointe: Når min ven som yngre skulle have en ny blindestok ringede han til Blindeinstituttet i Hellerup, der centralt tog sig af hjælpemidler til alle blinde. Her havde han en fast kontaktperson og efter at have forklaret sagen blev blindestokken sendt med posten, så han havde den næste dag.Efter den seneste kommunalreform knækkede stokken igen. Nu var sagsbehandlingen decentraliseret til kommunen, som han derfor kontaktede. Svaret var, at bevilling af ny stok krævede et hjemmebesøg, som han modtog efter 14 dage. Det tog to timer og diverse skemaer blev udfyldt. Efter endnu 14 dage kom der besked om, at min ven skulle til en hjælpemiddelafprøvning for at se, hvilken stok, der var bedst. Min ven protesterede, for han vidste præcis, hvilken stok han havde brug for og den var billig. Men nej, afsted måtte han og de 50 km hver vej blev tilbagelagt i taxa, betalt af det offentlige. Der gik herefter endnu en måned før der forelå en afprøvningsrapport, hvorefter stokken blev bevilget. Den ankom til min ven efter yderligere 14 dage, fortæller Mette Bock.

Hun understreger i sit indlæg, at der "jo ikke er tale om ond vilje, for sagsbehandlerne har givetvis blot fulgt reglerne, der er formuleret af velvillige mennesker langt væk fra det konkrete møde mellem sagsbehandler og borger".

Men, fortsætter Mette Bock, jeg tør slet ikke tænke på, hvilken skyhøj pris samfundet endte med at måtte betale for min vens blindestok, når vi indregner omkostningerne til hjemmebesøg, udarbejdelse af spørgeskemaer, sagsbehandling, taxakørsel, udarbejdelse af afprøvningsrapport og yderligere sagsbehandling før stokken blev bevilget. Hertil kommer, at min ven måtte vente i over to måneder.

Mette Bock vil ikke tilbagerulle kommunalreformen. Men hun mener, at tiden er kommet til evaluering.

- Noget tyder på, at bureaukrati, kontrol og administration er eksploderet, og det koster samfundet milliarder af kroner, skriver hun.

- Liberal Alliance foreslår, at vi effektiviserer den offentlige sektor, så den leverer bedre ydelser til færre skattekroner. Der skal være 40.000 færre ansatte om ti år, og det kan ifølge Finansministeriet klares ved, at der kun ansættes 930 medarbejdere hver gang 1000 går på pension. Vi taler altså ikke om massive fyringsrunder. Vi taler om sund fornuft, fjernelse af unødvendigt bureaukrati og kontrol og mere tillid til, at dygtige fagmedarbejdere selv kan træffe kvalificerede beslutninger. Hvis vi tør det, kan samfundet spare mange penge - og min ven og andre kan få en langt bedre service. Noget tyder på, at bureaukrati, kontrol og administration er eksploderet, og det koster samfundet milliarder af kroner, slutter Mette Bock sit indlæg, der kan læses i fuld ordlyd her.

Mette Bock var i øvrigt direktør i Muskelsvindfonden i perioden 1993-1998.

Jørgen Lenger

 

 
Kongsvang Allé 23 | 8000 Århus C | Tlf: 8948 2222 | Fax: 8948 2212 | info@muskelsvindfonden.dk