Mange borgere, også med muskelsvind, har fået afslag, når de har søgt om tilskud til fodpleje eller fodbehandling.
Som regel har de søgt om dækning af udgiften som merudgift efter servicelovens § 100, men her får man som regel afslag, hvis man har brug for decideret "behandling", for ingen form for behandling kan ikke bevilges efter dén paragraf. Og hvis det er fodpleje man har brug for lyder begrundelsen for afslaget typisk, at andre mennesker også har brug for fodpleje, så det er ikke nogen merudgift, eller at det må man lade sine eventuelle hjælpere klare.
Alt i alt en situation, der føles temmelig Kafka'sk. Også fordi det åbenbart ikke er indlysende, hvornår noget kaldes "fodpleje" og hvornår det kaldes "fodbehandling".
Dette fik i den nu snart afsluttede folketingssamling folketingsmedlem René Skau Björnsson til at bede socialministeren (dengang Karen Ellemann) om en samlet redegørelse:
"Ministeren bedes redegøre for de bestemmelser i lovgivningen, hvorefter udgifter til fodbehandling og/eller fodpleje kan dækkes for en person med et handicap, når i hvert fald udgifter til behandling ikke kan dækkes som merudgift efter servicelovens § 100, samt hvorledes der i praksis skelnes mellem fodbehandling og fodpleje", spurgte han.
Socialministeren indhentede et bidrag til besvarelsen fra Sundhedsministeren, for nogle af reglerne findes i sundhedsloven, og den samlede - meget omfattende - redegørelse kan læses her.
Til spørgsmålet om hvordan man skelner mellem "fodpleje" og "fodbehandling" må Socialministeren dog også melde pas - hun begriber det åbenbart heller ikke, og hun er derfor helt på linje med undertegnede. :-)
"Der kan ikke anføres noget generelt om, hvorledes der i forhold til servicelovens regler i praksis skelnes mellem fodbehandling og almindelig forebyggende fodpleje. Dette må således bero på en konkret og individuel vurdering i hver enkelt sag", skrev ministeren i sit svar til René Skau Björnsson.
René Skau Björnsson har nu fulgt op på svaret med dette supplerende spørgsmål:
”I forlængelse af besvarelsen af spørgsmål nr. 52 (alm del) anmodes ministeren om at indhente en udtalelse fra Ankestyrelsen om, hvorledes man i konkrete sager har skelnet mellem fodpleje og fodbehandling”.
Så må vi se, om Ankestyrelsen begriber reglerne.
Jørgen Lenger