Startside > Handicappolitik
Nyt kapitel i føljetonen om kommunernes ”hjemtagning” af borgere med BPA 
Udgivelsesdato: 10-03-2011 
Spastikerforeningen har lagt denne artikel på deres hjemmeside:
 
 
"Vi har på det seneste og ved adskillige lejligheder skrevet om de nye regler i retsikkerhedsloven, som giver en tidligere opholdskommune (A-kommune) mulighed for at ”hjemtage”, dvs. overtage handleforpligtelsen over for borgere, som på et eller andet tidspunkt har forladt kommunen for at bo i et botilbud i en anden kommune (B-kommune).

Da loven om ”hjemtagning” alene handler om beboere i bestemte typer af botilbud, har Spastikerforeningen - sammen med en række andre organisationer - hele vejen igennem hævdet, at en række kommuner ulovligt har forsøgt at ”hjemtage” BPA-brugere, som overhovedet ikke er omfattet af loven. Situationen har givet anledning til megen usikkerhed, uro og frustration.

Nu har Socialministeriet imidlertid udsendt en ny vejledning – ”Vejledning nr. 7 om borgerstyret personlig assistance”. Vejledningen blev offentliggjort den 24. februar.

Vejledningen skærer lige til benet og ret igennem de forskellige fortolkninger, som har været lagt for dagen. Vejledningen slår fast, at handleforpligtigelsen altid ligger i opholdskommunen! Den oprindelige kommune kan m.a.o. ikke hjemtage handlepligten for borgere, som nu er i en BPA. 

Der kan i nogle særlige tilfælde være tale om, at opholdskommunen kan få refunderet sine udgifter hos den oprindelige kommune (A-kommune), men den del af historien er relativt uinteressant for den enkelte borger.

Vejledningen siger i punkt 110:

”Når en borger, der modtager hjælp efter servicelovens § 96, flytter af egen drift, er borgeren ikke omfattet af reglerne i lov nr. 550 af 26. maj 2010 (L169) omkring handle- og betalingskommune. Handlekommunen efter serviceloven vil derfor være den kommune, hvor borgeren har bopæl og dermed ophold. Denne kommune vil som udgangspunkt også være betalingskommune.

Hvis borgeren flytter efter reglerne om frit valg, jf. retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 4, har den nye opholdskommune dog ret til refusion fra den tidligere opholdskommune efter denne bestemmelse. Herudover er der efter retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 10, en mulighed for, at kommunerne kan aftale, at en tidligere opholdskommune fortsat afholder udgifterne til hjælp i andre tilfælde end dem, der er nævnt i retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 2-5 om mellemkommunal refusion.

Hvis en kommune eller anden offentlig myndighed medvirker til, at en borger flytter til en anden kommune, men uden at der er tale om flytning til en bolig eller boform mv., der er omfattet af bestemmelserne i § 9, stk. 7, nr. 1-5, jf. lov nr. 550 af 26. maj 2010, vil den nye opholdskommune være handle- og betalingskommune, medmindre andet måtte være aftalt efter retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 10.

Kommunerne kan dog aftale, at en tidligere opholdskommune fortsat afholder udgifter til hjælp.”

Vejledning om borgerstyret personlig assistance (BPA) (Vejledning nr. 7 til serviceloven). Vejledningen har virkning fra den 1. januar 2011 og afløser følgende: Vejledning nr. 94 af 10. november 2009 om Borgerstyret Personlig Assistance."

 
Kongsvang Allé 23 | 8000 Århus C | Tlf: 8948 2222 | Fax: 8948 2212 | info@muskelsvindfonden.dk