Socialministeriet og Sundhedsministeriet har i fællesskab udarbejdet vejledende regler for hjælp til personer, der både har ret til BPA efter servicelovens §§ 95 og 96 og er respiratorbrugere.
Vejledningen beskriver, hvordan hjælpen kan leveres, når der i realiteten er to bevilgende myndigheder med hvert sit regelsæt - og også to betalende myndigheder, der jo har en interesse i, at ressourcerne bruges fornuftigt, så man ikke har to hjælpere i sit hjem, hvor man kunne nøjes med én.
Samspillet mellem de to myndigheder har især været et problem i Region Hovedstaden og er også et begyndende problem i Region Sjælland.
Vejledningens regler er i hvert fald mere fornuftige end det første udkast, som vi læste, og også mere fornuftige end den utålelige praksis, som Region Hovedstaden har indført, hvor man fratager borgerne de rettigheder, der ellers er tillagt dem med BPA.
Det som står mellem linjerne - men ikke er skåret ud i pap - er, at hvis der skal opnås en ressourcebesparelse, så borgeren ikke har to hjælpere, når det er tilstrækkeligt med én, så kan det kun ske på den ene måde, at den samlede hjælp bevilges som BPA efter serviceloven, og at regionen herefter refunderer en del af udgiften direkte til kommunen.
Hvis regionen derimod fastholder den besynderlige praksis, at respirationshjælperne skal ansættes af de firmaer, som regionen har indgået aftale med, og som er uden rettigheder for borgeren, så kan ressourcebesparelsen kun opnås, hvis borgeren overdrager sit BPA-arbejdsgiveransvar til samme firmaer - og det kan man ikke tvinge borgeren til. Så dermed har borgeren fat i en meget lang ende, fordi borgeren på den måde kan hindre en ressourcebesparelse for begge parter.
Muskelsvindfonden har naturligvis en række bemærkninger til vejledningen (høringsfrist den 6. december); men vores anbefaling vil være, at man skal holde fast i sine rettigheder, i hvert fald for den del af hjælpen som man selv kan disponere over, vel vidende at man kan risikere at have to hjælpere i sit hjem i en periode, indtil Region Hovedstaden - forhåbentlig hurtigt - begriber, at respekt for borgerens rettigheder er en betingelse for at opnå den økonomiske besparelse.
Udkastet til vejledning kan læses nedenfor.
Jørgen Lenger
Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Primær Sundhed
Sagsnr.: 1003866
Socialministeriet, Handicapkontoret
J.nr. 2010-1061
15. november 2010
Vejledning om koordinering af borgerstyret personlig assistance og respiratorhjælp
Indhold
1. Indledning
2. Borgerstyret personlig assistance (BPA)
3. Respiratorbehandling i hjemmet
4. BPA og respiratorhjælper hos samme borger
5. Fastsættelse af behov for hjælp
6. Beregning af omkostninger ved hjælp til borgeren
7. Borgerens valg af respiratorhjælper og BPA
8. Tilrettelæggelse af overlappende hjælpeordninger
9. Andre former for hjælp efter serviceloven
10. Særlige problemstillinger
11. Yderligere oplysninger
1. Indledning
Hjælp til borgere i form af borgerstyret personlig assistance (BPA) efter servicelovens § 96 og respiratorhjælp i eget hjem efter sundhedsloven kan i næsten alle tilfælde ydes af én person. Det er Indenrigs- og Sundhedsministeriets og Socialministeriets anbefaling, at BPA- og hjemmerespiratorordninger så vidt muligt tilrettelægges i én ordning til gavn for borgeren og af hensyn til en fornuftig ressourceanvendelse.
Hensigten med denne vejledning er at bidrage til, at de ansvarlige myndigheder tilrettelægger hjælpen til disse borgere på en måde, som sikrer dem størst mulig livskvalitet og mulighed for at leve et selvstændigt liv.
Denne vejledning indeholder information om reglerne for respiratorhjælp i eget hjem efter sundhedsloven og BPA efter servicelovens § 96 samt ministeriernes vejledning om koordinering af de to ordninger, når hjælpen kan ydes af én hjælper.
De vejledende skrivelser fra 1993 og 1996 fra Socialministeriet og det daværende Sundhedsministerium om fordeling af udgifter til respiratorhjælp efter sundhedsloven og anden hjælp i hjemmet efter serviceloven er indarbejdet i denne vejledning.
2. Borgerstyret, personlig assistance (BPA)
Reglerne om BPA efter servicelovens § 96 giver borgere med omfattende funktionsnedsættelser mulighed for at modtage hjælpen i form af et kontant tilskud til selv at ansætte de nødvendige hjælpere. Formålet med BPA er, at personer med omfattende funktionsnedsættelser får en hjælp, der tager udgangspunkt i borgerens selvbestemmelse og ønsker, og som kan understøtte borgeren i at fastholde eller opbygge et selvstændigt liv.
Med BPA får borgeren hjælpen i form af et kontant tilskud, der skal dække omkostninger ved at ansætte den nødvendige hjælp. I en BPA-ordning udvælger borgeren selv sine hjælpere, og samtidig får borgeren mulighed for at indrette ordningen i forhold til sine individuelle ønsker.
Borgere, der modtager BPA, skal som udgangspunkt kunne fungere som arbejdsgiver for hjælperne, medmindre borgeren indgår aftale om at overføre sit tilskud til en nærtstående, en forening eller en privat virksomhed, som herefter er arbejdsgiver for hjælperne i ansættelsesretlig forstand.
Det skal understreges, at det er borgeren, der vælger, hvordan BPA-ordningen skal tilrettelægges, herunder hvem borgeren måtte ønske at overføre tilskuddet til. Det vil sige, at borgeren selv indgår en aftale med en anden part om varetagelse af opgaven. Aftalen bør beskrive opgaverne, levering af ydelser, omkostningsstyring, opsigelsesvarsel mv. Kommunalbestyrelsen skal udmåle et tilskud til dækning af de omkostninger, der er forbundet med at fungere som arbejdsgiver. Der henvises til denne vejlednings punkt 6.1. om udmåling af tilskud og Socialministeriets vejledning om borgerstyret personlig assistance, vejledning nr. 94 af 10. november 2009.
Det er en forudsætning for at modtage hjælp i form af BPA, at borgeren kan fungere som daglig leder for hjælpere. Disse opgaver omfatter normalt at kunne tilrettelægge det daglige arbejde, udvælge og oplære hjælperne samt varetage den daglige arbejdsinstruktion.
3. Respiratorbehandling i hjemmet
Respiratorbehandling, herunder diagnostik, efterbehandling og behandling i hjemmet er en højt specialiseret sygehusfunktion, som varetages af henholdsvis Respirationscenter Vest, Århus Universitetshospital, og Respirationscenter Øst, Rigshospitalet, jf. Sundhedsstyrelsens specialevejledning for anæstesiologi, 2010. Behandlingen varetages i samarbejde med en sygehusafdeling med regionsfunktion i borgerens egen region. Principperne for den sundhedsfaglige tilrettelæggelse af respirationsbehandling i hjemmet er beskrevet i Sundhedsstyrelsens vejledning om kronisk respirationsinsufficiens.
Regionsrådet er forpligtet til at betale for de nødvendige personaleressourcer, der knytter sig til den daglige brug af respiratorer i hjemmet, jf. cirkulære om afgrænsning af behandlingsredskaber, hvortil udgiften afholdes af sygehusvæsenet (afgrænsningscirkulæret).
Respiratorbehandling er ifølge Sundhedsstyrelsens vurdering lægeforbeholdt virksomhed, som kan delegeres til en medhjælp, jf. Sundhedsstyrelsens vejledning om brug af medhjælp.
Uanset respiratorhjælpernes ansættelsesforhold er det de ansvarlige læger på respirationscentrene, der har det overordnede ansvar for at oplære, instruere og føre tilsyn med respirationshjælpen. I den forbindelse har de ansvarlige læger på respirationscentrene et ansvar for, at de personer, som udøver respiratorbehandlingen i hjemmet, har de kvalifikationer, der er nødvendige for at udføre opgaven. Det betyder blandt andet, at de ansvarlige læger på et respirationscenter kan vurdere, at en person ikke er egnet til at varetage respiratorbehandlingen.
De ansvarlige læger på respirationscentret skal desuden sikre sig, at hjælperne modtager instruktion i at udføre opgaven, jf. bekendtgørelsen om autoriserede sundhedspersoners benyttelse af medhjælp5.
4. BPA og respiratorhjælper hos samme borger
I de tilfælde, hvor en borger har behov for respiratorhjælp og BPA samtidig, og hjælpen kan ydes af én person, kan kommunalbestyrelsen og regionsrådet indgå aftale om at dele udgifterne til de overlappende timer. Ved vurdering af, om hjælpen kan leveres af én person, indgår de fornødne sundhedsfaglige hensyn. Det anbefales, at ordninger for borgere, der har begge typer hjælpebehov, så vidt muligt koordineres, så hjælpen leveres af én og samme person af hensyn til borgerens liv og livskvalitet og den samlede ressourceanvendelse på tværs af områder.
En aftale om, at samme person udfører både respiratorhjælp og almindelige plejeopgaver, ændrer ikke på ansvarsfordelingen mellem kommunen og regionen. Ansvaret for respiratorbehandlingen ligger således fortsat hos regionsrådet, og ansvaret for den almindelige pleje er fortsat kommunalbestyrelsens.
Principper for fordeling af udgifter
I det følgende beskrives principper for fordeling af udgifter i de tilfælde, hvor respiratorhjælp og BPA kan varetages af én person. Principperne er de samme, som fremgår af de tidligere fælles skrivelser1:
1) Regionsrådet afholder udgiften til respiratorhjælpere, der skal varetage respiratorbehandling af borgeren i de timer i døgnet, hvor respirator er nødvendig.
2) Kommunalbestyrelsen afholder udgiften til anden form for hjælp og pleje mv. til borgeren efter den sociale lovgivning.
3) I de tilfælde, hvor hjælpetimer efter 1) og 2) overlapper hinanden, således at der er behov for begge former for hjælp samtidigt, og hjælpen kan ydes af én person, deles udgiften til disse overlappende timer, således at regionsrådet og kommunalbestyrelsen afholder hver 50 pct. af udgiften. Dette vil f.eks. være tilfældet, hvis borgeren har BPA-ordning i 24 timer og behov for respiratorhjælp i 24 timer.
Formålet med ovenstående principper er at undgå unødig dobbeltbemanding og at give en praktisk løsning vedrørende fordeling af udgiften til overlappende timer, som kan benyttes fremover.
Som eksempler på fordeling af udgifterne forbundet med overlappende timer til respiratorhjælp og BPA kan nævnes følges:
1) a) En respiratorbruger har behov for respiratorhjælp 24 timer i døgnet og samtidig 8 timers hjælp til ledsagelse, pleje m.m. Da de to slags hjælp overlapper hinanden med 8 timer og kan ydes af én person, skal regionsrådet betale for 16 timer + halvdelen af de overlappende timer - i alt 20 timer, og kommunalbestyrelsen skal betale for halvdelen af overlappende timer - i alt 4 timer.
b) Timer herudover, hvor det er nødvendigt, at der er en hjælper til stede udover den fælles hjælper, f.eks. til at løfte borgeren mv., betales af kommunalbestyrelsen.
2) a) En respiratorbruger har behov for respiratorhjælp 12 timer i døgnet og 16 timers hjælp til ledsagelse, pleje mm. Hvis de to slags hjælp overlapper hinanden med 12 timer og kan ydes af én person, skal kommunen betale for 4 timer + halvdelen af overlappende timer – i alt 10 timer, og sygehusvæsnet skal betale for halvdelen af de overlappende timer - i alt 6 timer. Hvis der alene er 4 overlappende timer, idet hjælpen ikke ydes fuldt ud i samme tidsrum, deles de 4 timer, således at kommunalbestyrelsen betaler for 14 timer og regionsrådet for 10 timer.
b) Timer herudover, hvor det er nødvendigt, at der er en hjælper til stede udover den fælles hjælper, betales af kommunalbestyrelsen, jf. 1.b.
3) a) En respiratorbruger har behov for respiratorhjælp 16 timer i døgnet og 8 timers hjælp til pleje og ledsagelse mm. Hvis de to slags hjælp overlapper hinanden med 8 timer og kan ydes af én person, skal regionsrådet betale for 8 timer + halvdelen af overlappende timer - i alt 12 timer, og kommunen skal betale for halvdelen af overlappende timer - i alt 4 timer. Hvis der ikke er nogen overlappende timer, idet hjælpen ydes i forlængelse af hinanden betaler regionsrådet for 16 timer og kommunen for 8 timer.
b) Timer herudover, hvor det er nødvendigt, at der er en hjælper til stede udover den fælles hjælper, betales af kommunalbestyrelsen, jf. 1.b.
Hjælp fra pårørende
Det er det aktuelle, samlede pleje- og overvågningsbehov, der skal opgøres, uanset om borgeren selv, f.eks. ved pårørendes bistand, opfylder en del af behovet. De timer, hvor en eventuel pårørende påtager sig plejeopgaverne, skal medregnes i det samlede plejebehov.
Som eksempel kan angives, at hvis en borger har behov for 24 timers respirationsbistand i døgnet og for 17 timers plejebistand eller praktisk hjælp i døgnet, er borgerens samlede plejebehov de 17 timer, også selv om pårørende til borgeren påtager sig plejen i f.eks. 3 timer i døgnet. Disse 17 timer skal deles mellem regionsrådet og kommunalbestyrelsen med 8½ time til hver, hvis arbejdet kan bestrides af én person.
Hvis pårørendeindsatsen nedbringer det samlede plejebehov med f.eks. 3 timer, skal regionsrådet og kommunalbestyrelsen efter de to ministeriers opfattelse dele den afledte besparelse.
Denne fortolkning betyder bl.a., at kommunalbestyrelsen ikke alene skal deltage i betaling af såkaldt ”aktive” plejeopgaver, men også i de øvrige timer, jf. at det er kommunens opgave at sørge for evt. overvågning, inden borgeren får respirator, samt i de timer hvor den pågældende evt. er uden for respirator. Eksempler på opgaver udført her kunne være mindre dagligdags opgaver eller eksempelvis hjælp med at rette på hovedet, række borgeren ting, bladre i en bog mv.
5. Fastsættelse af behov for hjælp
Fastsættelsen af, hvor mange timer borgeren har behov for respiratorhjælp, foretages af et af respirationscentrene, som har specialfunktion (højt specialiseret) inden for kronisk respirationsinsufficiens.
Fastsættelsen af, hvor mange timer borgeren har behov for anden hjælp, som f.eks. til personlig pleje, rengøring, indkøb eller hjælp til ledsagelse uden for hjemmet foretages, af kommunalbestyrelsen, jf. herunder.
Servicelovens § 96
Udmålingen af timer efter servicelovens § 96 skal foretages af kommunalbestyrelsen på baggrund af en konkret, individuel vurdering af borgerens behov for hjælp, der tager udgangspunkt i, hvad den enkelte borger selv kan klare med henblik på at kunne leve et almindeligt liv som andre ikke-handicappede, både i og uden for hjemmet. Hjælp efter servicelovens § 96 ydes til personer med betydelig og varigt nedsat funktionsevne, som har et behov, der gør det nødvendigt at yde denne ganske særlige støtte til pleje, overvågning og ledsagelse. Servicelovens § 96 omfatter dermed normalt personer med mere massive og sammensatte hjælpebehov, hvor borgerens behov ikke kan dækkes ved almindelig praktisk og personlig hjælp. Udmålingen af hjælp har dermed et andet sigte end udmåling af personlig og praktisk hjælp i hjemmet efter servicelovens § 83
Vurderingen skal ses i sammenhæng med formålet med BPA efter servicelovens § 96 om at skabe en fleksibel og sammenhængende ordning, der sikrer borgerens mulighed for at leve et så normalt og selvstændigt liv som muligt og under hensyn til, at borgerens behov kan variere bl.a. som følge af variation i borgerens funktionsnedsættelse og dermed ikke altid er forudsigeligt.
Udmålingen af hjælpen skal foretages i et samarbejde med borgeren. Det vil desuden ofte være nødvendigt at inddrage den fornødne sagkundskab og bistand fra personer med kendskab til formålet og funktionen med BPA.
Det kan i den forbindelse være hensigtsmæssigt at inddrage sundhedsfaglige vurderinger i udredningen af plejebehov mv. hos borgeren med henblik på at få et dækkende billede af borgerens situation og behov. Dette kan f.eks. ske med inddragelse af respirationscentrene.
6. Beregning af omkostninger ved hjælp til borgeren
6.1. Udmåling af det kontante tilskud til BPA
Kommunalbestyrelsen skal, jf. bekendtgørelse nr. 1180 af 14. oktober 2010, beregne og fastsætte et kontant tilskud til ansættelse af hjælpere i en BPA-ordning. I bekendtgørelsen er det fastslået, at kommunalbestyrelsen skal tage højde for en række elementer i deres udmåling af det kontante tilskud, herunder løn og tillæg, arbejdsmarkedspension og tillæg. Desuden fremgår det, at kommunalbestyrelsen skal dække en række omkostninger efter regning (forsikringer, løn under sygdom, arbejdsmiljølovgivningen mv.), og at kommunalbestyrelsen skal udmåle et tilskud til varetagelse af arbejdsgiveropgaven, hvis borgeren ønsker at overføre sit tilskud til en forening eller et firma.
Udmålingsreglerne er nærmere beskrevet i Vejledning om Borgerstyret Personlig Assistance. Beregningen skal ses i sammenhæng med formålet med ordningen, herunder sikringen af den nødvendige fleksibilitet med hensyn til udsving i behov.
6.2. Udgifter forbundet med respirationshjælp
De udgifter, som knytter sig direkte til anvendelsen af en respirator, skal afholdes af sygehusvæsnet. Det indebærer, at sygehusvæsenet udover løn mv. til respiratorhjælpere skal afholde driftsudgifterne forbundet med anvendelsen af respiratoren, herunder udgifterne til el. Det forudsættes i den forbindelse, at sygehusvæsenet også dækker de afledte omkostninger ved respirationshjælpere, herunder f.eks. lovpligtige forsikringer i henhold til arbejdsskadesikringsloven eller bidrag til barselsfond mv.
Det indebærer ligeledes, at sygehusvæsenet som udgangspunkt yder de for respiratorbehandlingen nødvendige utensilier som f.eks. sugekatetre, tracheostomiservietter, sterilt vand, gazeswabs, engangssprøjter, bændler til fiksering af tracheostomitube, vatpinde mv.
Derimod forudsættes udgifter til småting som f.eks. personalets brug af vand og sæbe ikke afholdt af sygehusvæsenet. I det omfang, der er tale om en borger med BPA, kan udgiften dækkes efter reglerne i udmålingsbekendtgørelsens § 10 om udgifter forbundet med at have hjælpere i og uden for hjemmet.
7. Borgerens valg af respiratorhjælper og BPA
Borgeren har jf. servicelovens § 96, stk. 2, ret til at vælge en privat virksomhed, en forening eller en nærtstående person, som kan varetage arbejdsgiveropgaven inden for den økonomiske ramme, som kommunen har udmålt til denne opgave. Når en borger har behov for hjælp både i form af BPA og respirationshjælp, er det derfor væsentligt, at kommune og region er opmærksomme på borgerens ret til at vælge efter serviceloven. Det bemærkes i den forbindelse, at der ikke er en tilsvarende bestemmelse i sundhedsloven om frit valg af behandler og dermed frit valg af respiratorhjælper, men en region kan indgå aftale med en kommune om, at kommunen administrerer den samlede hjælp til borgeren.
Hvis regionen har indgået aftale med en bestemt virksomhed eller forening om levering af respirationshjælp, er det ministeriernes opfattelse, at denne aftale alene kan anvendes som grundlag for levering af den samlede hjælp til borgeren (dvs. både respirationsbehandling og hjælp efter servicelovens § 96), hvis borgeren vælger at overføre arbejdsgiveropgaven og administrationen af hjælpen efter BPA-ordningen til den forening eller virksomhed, som regionen har indgået aftale med. Det skal understreges, at en borger med hjælp i form af BPA ikke kan pålægges at anvende en bestemt virksomhed til den hjælp, der ydes efter servicelovens §§ 95 og 96.
Der har hidtil været gode erfaringer med, at den samlede hjælp til borgeren koordineres af kommunen, så det er borgeren, der enten selv er arbejdsgiver for hjælperne eller indgår aftale med en nærtstående, en forening eller en privat virksomhed.
Aftaler om, at en kommune administrerer respiratorhjælpen, medfører ingen ændringer i forhold til, at respirationshjælpen i alle tilfælde er regionens opgave og ansvar. Det indebærer bl.a., at de ansvarlige læger på respirationscentret har ansvaret for at godkende en borgers valg af hjælper, jf. afsnit 3.
Socialministeriet og Indenrigs- og Sundhedsministeriet skal understrege, at det er mest hensigtsmæssigt både i forhold til den enkelte borgers muligheder for at leve et selvstændigt liv og i forhold til de samfundsmæssige ressourcer, at kommunen og regionen indgår aftale om deling af udgifter til overlappende hjælpertimer, hvor hjælpen kan ydes af en person.
8. Tilrettelæggelse af overlappende hjælpeordninger
Den administrative koordinering af BPA og respiratorhjælp, hvor der er overlappende timer, sker efter aftale mellem de to myndigheder. Det forudsættes i den forbindelse, at udmålingen af de to myndigheders respektive betaling i de konkrete sager ikke forsinker udskrivningen af borgeren til eget hjem.
Forum for samarbejde mellem region og kommuner
Som nævnt i afsnit 3 er respirationsbehandling i hjemmet en højt specialiseret sygehusfunktion, som varetages af henholdsvis Respirationscenter Øst, Rigshospitalet og Respirationscenter Vest, Århus Universitetshospital. Behandlingen varetages i samarbejde med en sygehusafdeling med regionsfunktion i borgerens egen region. Der forudsættes således et samarbejde mellem respirationscentrene og regionerne om behandlingen og i den forbindelse hjælperfunktionen.
Ifølge bekendtgørelse om sundhedskoordinationsudvalg og sundhedsaftaler skal regioner og kommuner indgå sundhedsaftaler, som bl.a. beskriver koordineringen af indsatsen vedr. behandlingsredskaber og hjælpemidler. For at sikre en hurtig og koordineret igangsættelse af hjælpen til borgeren anbefales det, at region og kommuner som led i udarbejdelse af sundhedsaftaler fastsætter overordnede retningslinjer for, hvordan opstart af overlappende hjælperordninger bedst tilrettelægges.
Der kan f.eks. aftales et forum for en nærmere tilrettelæggelse af respiratorhjælp og BPA i de tilfælde, hvor hjælpen kan varetages af én person.
Et fælles forum kan f.eks. fastsætte:
a) En fast proces for aftaler.
Der kan fastsættes en proces for koordinering og forventningsafstemning mellem respirationscentret, regionen, kommunen og borgeren.
b) En standard for midlertidige aftaler. Der kan udarbejdes en standard for aftaler, som gælder fra en borger udskrives med respiratorbehandling i eget hjem, og til der foreligger en endelig fastlæggelse af hjælp efter serviceloven og eventuel beregning af tilskud til BPA.
Der kan f.eks. indgås aftale om midlertidig fordeling og eventuel efterregulering af omkostninger indtil udmåling mv. er afsluttet af begge myndigheder.
c) Tidsfrist for udmåling af hjælpen efter serviceloven. Det skal i den forbindelse understreges, at kommunalbestyrelsen har pligt til at levere den nødvendige hjælp efter f.eks. servicelovens § 83, indtil der f.eks. er truffet afgørelse om en BPA-ordning.
d) Takster for aflønning af hjælpere, som varetager både BPA-funktioner og respiratorhjælp, herunder honorering af vikarhjælp.
e) Aftale om, hvordan uenighed håndteres. Det kan evt. aftales et permanent, fælles forum, hvor tvister kan indbringes til drøftelse og evt. afgørelse. Der kan desuden aftales mulighed for, at tvister kan indbringes for en voldgift.
Det skal i den forbindelse nævnes, at Socialministeriet og Indenrigs- og Sundhedsministeriet ikke er klageinstans i tvister mellem kommuner og regioner.
f) Kontaktpersoner på respirationscentret i regionen og kommunen.
Det forudsættes, at borgeren og evt. pårørende løbende inddrages i forbindelse med tilrettelæggelse og opfølgning på respiratorordninger og BPA-ordninger i hjemmet.
Det skal desuden understreges, at det under alle omstændigheder er hensigtsmæssigt at inddrage kommunerne på et tidligt tidspunkt i planlægningen af respiratorbehandling i borgerens eget hjem.
Netværk
Det foreslås, at kommunerne indenfor regionen, f.eks. i regi af de regionale kommunekontaktråd, opretter et netværk med henblik på udveksling af erfaring mv. vedr. varetagelse af hjælp til borgere, som har respirator i hjemmet og BPA. Dette kan ikke mindst være hensigtsmæssigt for kommuner, som kun har ganske få borgere, som får respiratorbehandling i hjemmet kombineret med en BPA-ordning eller anden form for hjælp efter serviceloven. Det skal i den forbindelse nævnes, at respirationscentrene yder rådgivning til bl.a. kommunerne, jf. Sundhedsstyrelsens vejledning om kronisk respirationsinsufficiens3.
Ligeledes kan det være hensigtsmæssigt at oprette netværk mellem regionerne til udveksling af erfaringer og drøftelse af problemstillinger i forbindelse med respiratorhjælp i hjemmet.
9. Andre former for hjælp efter serviceloven
Det kan ligeledes være hensigtsmæssigt, at kommunalbestyrelsen og regionsrådet indgår aftale om at anvende disse fælles principper for deling af udgifter mellem kommuner og region, når der ydes hjælp efter andre bestemmelser i serviceloven end § 96.
Det gælder f.eks. både i forhold til personlig og praktisk hjælp efter servicelovens § 83 eller servicelovens § 95. Det skal i den forbindelse understreges, at der samtidig med hjælp efter disse bestemmelser i serviceloven kan ydes f.eks. ledsageordning efter servicelovens § 97 til aktiviteter uden for hjemmet, socialpædagogisk bistand mv. Dette afsnit giver derfor ikke en udtømmende beskrivelse af mulighederne efter serviceloven.
9.1. Servicelovens § 83 – personlig og praktisk hjælp
Kommunalbestyrelsen og regionsrådet kan vælge at indgå aftale om levering af hjælp og dermed deling af udgifter til en borger, der modtager personlig og praktisk hjælp (hjemmehjælp) efter servicelovens § 83 samt respirationshjælp fra sundhedsvæsenet.
I forbindelse med hjælp efter servicelovens § 83 skal kommunalbestyrelsen være opmærksom på reglerne om borgerens frie valg af leverandør efter servicelovens §§ 91-92. Disse regler giver borgeren ret til frit at vælge blandt kommunens leverandører af hjælp. Det er ministeriernes opfattelse, at borgerens frie leverandørvalg ikke kan tilsidesættes gennem aftale om deling af udgifter til overlappende hjælpertimer.
Der er efter ministeriernes opfattelse intet til hinder for, at hjælpere ansat enten af kommunen eller regionen leverer den samlede hjælp til borgeren, jf. dog servicelovens §§ 91 og 92. Kommunalbestyrelsen skal i den forbindelse være opmærksom på, at det ikke kan stilles som et krav efter §§ 91-92 i serviceloven, at den private leverandør kan varetage respirationshjælp i hjemmet.
9.2. Servicelovens § 95 m.fl.
Hjælp efter servicelovens § 95 tager udgangspunkt i servicelovens §§ 83 og 84 og omfatter dermed personlig og praktisk hjælp i hjemmet samt afløsning og aflastning. Hjælp efter § 95 kan, efter en konkret vurdering, udmåles som døgnhjælp.
For hjælp efter § 95 kan der tages udgangspunkt i de kommunale kvalitetsstandarder for praktisk og personlig hjælp og pleje. Kommunalbestyrelsen skal dog være opmærksom på, at en afgørelse om hjælp efter § 95 altid skal træffes på grundlag af en konkret og individuel vurdering af borgerens behov for hjælp. Det kommunalt fastsatte serviceniveau er udgangspunktet for, hvad borgeren kan forvente af hjælp, men serviceniveauet skal fraviges, når borgerens behov nødvendiggør det.
For uddybende oplysninger om udmåling af hjælp efter servicelovens §§ 95-96 henvises til vejledning om borgerstyret personlig assistance (vejledning nr. 98 af 10. november 2009) og for udmåling efter servicelovens vejledning om personlig og praktisk hjælp, træning mv. (vejledning nr. 94 af 5. december 2006).
Hjælpen udbetales, i lighed med servicelovens § 96, i form af et kontant tilskud til selv at ansætte de nødvendige hjælpere. Hjælp efter § 95 kan f.eks. ydes sammen med ledsageordning efter servicelovens § 97, der skal dække borgerens behov for ledsagelse uden for hjemmet.
Borgere, der modtager tilskud efter 95 i serviceloven, har samme adgang som efter § 96 til at indgå aftale med en nærtstående, en forening eller en privat virksomhed om at overføre sit tilskud til en nærtstående, en forening eller en privat virksomhed, som herefter er arbejdsgiver for hjælperne i ansættelsesretlig forstand.
10. Særlige problemstillinger
10.1. Ferie
En borger har alene ret til sygehusbehandling på sygehus eller i hjemmet. Der er ikke hjemmel i sundhedslovgivningen til at betale ekstraudgifter i form af rejseudgifter og forplejning til sygehushjælpen, såfremt borgeren ønsker at tage sin hjælp med ud af huset (f.eks. på rejse). Lønudgiften til sygehushjælpen vil dog kunne blive betalt af sygehusvæsenet på samme vis, som hvis behandlingen foregik i borgerens hjem.
Eventuelle merudgifter ved ferier og lignende kan eventuelt dækkes af kommunen efter de gældende regler herfor i udmålingsbekendtgørelsens § 10, servicelovens § 97 om ledsagelse udenfor hjemmet, eller servicelovens § 100 om nødvendige merudgifter. Ved ferie mv. i udlandet kan kommunalbestyrelsen eventuel yde støtte efter reglerne i bekendtgørelse om ydelser efter lov om social service under midlertidige ophold i udlandet (bekendtgørelse nr. 1296 af 15. december 2009).
10.2. Indlæggelse af borger
Personale, som er nødvendigt i forbindelse med gennemførelsen af behandling på et sygehus, skal stilles gratis til rådighed af sygehuset. Det er sygehuset, der har ansvaret for at vurdere, hvilket personale der er behov for i den enkelte borgers tilfælde og sørge for, at dette personale stilles til rådighed.
Når en respiratorbruger indlægges, er det almindelig praksis, at kommunen fastholder ansættelsen af borgerens hjælpere. Det sker af hensyn til både borgeren, hjælperne og i mange tilfælde også myndighederne. Dermed undgår borgeren at skulle nyansætte hjælpere ved udskrivelse fra sygehus, og borgeren har dermed bedre mulighed for at fastholde et stabilt hjælperteam. Desuden vil udskrivelsen ikke blive forsinket af, at der skal nyansættes og uddannes hjælpere. I praksis yder hjælperteamet også støtte til borgeren under sygehusindlæggelse, udover den hjælp sygehuset yder.
10.3. Annonceringspligt
Hvis hjælpen til borgeren udbetales i form af et tilskud til ansættelse af de nødvendige hjælpere efter servicelovens §§ 95 eller 96, hvor borgeren enten selv udvælger og ansætter hjælperne eller vælger at overføre tilskuddet til en nærtstående, en forening eller en privat virksomhed, der herefter er arbejdsgiver for hjælperne, er der ikke tale om en annonceringspligtig disposition, da den offentlige myndighed i denne situation ikke er involveret i udvælgelsen af leverandøren af hjælpen. Dette gælder også, når der både er behov for respiratorhjælpere og hjælp efter servicelovens §§ 95 og 96.
Hvis regionen indgår rammeaftale med et bureau eller virksomhed om at finde eller ansætte egnede hjælpere og dermed administrere ordningen, vil denne rammeaftale være omfattet af annonceringspligten, hvis værdien overstiger 500.000 kr.
Det skal bemærkes, at reglerne om annonceringspligt, udbud mv. hører under Konkurrencestyrelsens område.
10.4. Arbejdsmiljøloven
Efter arbejdsmiljøloven har arbejdsgiveren pligt til at sørge for, at arbejdsmiljøet er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Denne pligt gælder også, når arbejdet udføres i private hjem.
Hvis borgeren selv er arbejdsgiver for sine hjælpere, kan arbejdsmiljøforpligtelsen have forskelligt omfang afhængigt at det arbejde, som udføres.
Reglerne om arbejdsmiljø hører under Arbejdstilsynet.
Arbejdsmiljølovgivningen i forhold til borgere med BPA er nærmere beskrevet i Socialministeriets vejledning nr. 94 af 10. november 2009 om borgerstyret personlig assistance.
10.5. Flytning over kommunegrænse
Ved en borgers flytning til en anden kommune og evt. anden region bør myndighederne i samarbejde med borgeren sikre en smidig overflytning og koordinering af BPA-ordning og respiratorhjælp.
Kommunalbestyrelsen skal i den forbindelse være opmærksom på, at borgerens hidtidige opholdskommune efter servicelovens § 96 b har pligt til at fortsætte den kommunale udbetaling af tilskud til BPA efter servicelovens §§ 95 eller 96 ved flytning over kommunegrænse, indtil den nye opholdskommune har truffet afgørelse om tilskud efter § 95 eller 96. Kommunalbestyrelsen i den hidtidige opholdskommune har i disse tilfælde ret til refusion, jf. servicelovens § 96 b, stk. 2.
Hensigten hermed er at sikre, at borgeren modtager den nødvendige hjælp og kan dække lønomkostninger mv. til hjælpere også i forbindelse med en flytning over kommunegrænser, f.eks. i forbindelse med jobskifte, påbegyndt uddannelse eller lignende.
Ved flytning til anden region har den nye bopælsregion pligt til at levere respirationshjælpen.
11. Yderligere information
Lovgivning på det sociale område:
- Lov om social service: Lovbekendtgørelse nr. 1096 af 21. september 2010
- Bekendtgørelse om udmåling af tilskud til borgerstyret personlig assistance efter servicelovens §§ 95 og 96: bekendtgørelse nr. 1180 af 14. oktober 2010
- Vejledning om borgerstyret personlig assistance: vejledning nr. 94 af 10. november 2009.
Lovgivning på sundhedsområdet:
Respirationscentrene:
Øvrige:
Respirationsteamet i Region Midt
Servicestyrelsen
Hjemmeside om borgerstyret personlig assistance: www.servicestyrelsen.dk/handicap/bpa-borgerstyret-personlig-assistance
Rådgivning til borgere:
Rådgivning for borgere om f.eks. ansættelsesret, ferielovgivning etc.: www.bpa-arbejdsgiver.dk
[3] ”Kronisk respirationsinsufficiens. Vedrørende visitation og sygehusbehandling af patienter, som lider af kronisk respirationsinsufficiens som følge af neuromuskulære lidelser, thoraxdeformiteter mm.”.vejledning nr. 15875 af 19. december 1990.