Under valgkampen arbejder Muskelsvindfonden på, at klæde sine medlemmer bedst muligt på til at kunne vurdere, hvilket parti, der fører den bedste handicappolitik. Vi har derfor løbende været i kontakt med politikerne, for at få deres holdninger frem i lyset.
Mange politiske emner har domineret valgkampen indtil nu, og ikke alle partier har prioriteret handicappolitikken lige højt. Dette så vi blandt andet, da vi spurgte partierne ind til 13 skarpe handicappolitiske problemstillinger og derpå fik meget forskellige svar i forskelligt omfang – nogle svarede hurtigt og nogle mere dybdegående end andre.
Alt dette kan du læse i ”De 13 rigtige” her på hjemmesiden.
Men hele det specialiserede socialområde kan absolut ikke behandles på 13 spørgsmål – og derfor har vi så vidt muligt nu også indhentet partiernes egne forslag til forbedringer af vilkårene og rettighederne for mennesker med handicap.
Flere af partierne har nemlig med omhu udarbejdet deciderede handicappolitiske oplæg til valget for virkelig at tydeliggøre handicappolitikkens prioritet.
Eksempelvis har Enhedslisten lavet et omfattende valgudspil på 10 sider med titlen ”Et retfærdigt Danmark – uanset handicap”. Og Socialistisk Folkeparti har i samme målestok gennemarbejdet et valgudspil med udgangspunkt i virkeliggørelsen af Handicapkonventionens principper.
Radikale Venstre har fremsat 6 nye handicappolitiske prioriteter, som de vil kæmpe for efter valget. Der udover er deres fremsynede handicappolitik indskrevet i deres sociale 2015-plan.
Det Konservative Folkeparti har nu fremlagt nogle visioner på handicapområdet, "Handicappede - et liv med udfoldelsesmuligheder".
Også Liberal Alliance er kommet med et mindre sæt forslag til en ny handicappolitik, som vi så allerede før valgkampen, og slår denne an med en titel, der klinger velkendt: ”Plads til alle”.
Andre partier har ikke lavet et særskilt udspil, men underordnet sine synspunkter i de socialpolitiske afsnit i bredere arbejdsprogrammer.
Kristendemokraterne har eksempelvis vedlagt sin nye handlingsplan ”Respekt for de handicappede” i ”KDs 2020-plan, Penge eller Livet?”. Også Socialdemokratiet har sendt os hele deres politiske beredskab 2011. Heri er relevante forslag til blandt andet arbejdsmarkeds-, bolig- og socialpolitik, men desværre nævnes der ikke meget direkte om mennesker med handicap.
Fra Venstre har vi modtaget deres omfattende handicappolitik, som dog er fra foråret 2009 – det vil sige, før der var tale om implementeringen af Handicapkonventionen i dansk lovgivnig.
Dansk Folkeparti har blot sendt os en mail med nogle fremhævede statements uden en rigtig form.
Når alt kommer til alt er det substansen af de fremsatte forslag, der virkelig tæller, og ikke, hvor hurtigt og flot det er blevet sendt af sted. Men det er alligevel tydeligt i forskellen på omfanget og grundigheden i de politiske papirer, hvem der virkelig ønsker at gøre en forskel for mennesker med handicap.
Det er derfor i sidste ende op til dig selv at vurderer, hvilken handicappolitik, du synes, der holder.
Alle de handicappolitiske partiprogrammer er nu tilgængelige her på vores hjemmeside under ”Folketingsvalg 2011”.
Mathias Haugaard Jørgensen