I forbindelse med statsminister Lars Løkke Rasmussens åbningstale i Folketinget har regeringen gjort et stort nummer ud af, at nu skal der ske regelforenklinger.

Den slags snak har vi hørt før, og lovgiverne plejer at vige tilbage, når det går op for dem, at regelforenkling har en meget høj pris: Så skal de nemlig føre mindre kontrol med borgerne, og den tanke forekommer dem generelt at være så vederstyggelig, at de helt dropper planerne.

På handicapområdet fremhæver regeringen især tre regelforenklinger.

For det første skal kommunerne ikke mere foretage en årlig genvurdering af den enkelte borgers merudgifter. Baggrunden er, at undersøgelser fra Århus og København viser, at i 97-98% af tilfældene ændres der ikke noget som helst, og dertil kommer, at det er generende og irriterende for borgerne, at de hvert år skal gennem denne ganske overflødige øvelse sammen med kommunen.

Denne forenkling kan der derfor være god mening i. Men regeringen vurderer, at der herved kan spares 45.000 arbejdstimer i kommunerne. Det tal vil jeg sætte et stort spørgsmålstegn ved. Der er efterhånden kun 6-7.000 personer, som modtager merudgiftsydelse, og nok kværner det kommunale byrokrati lystigt, men man har dog aldrig brugt 6-7 timer årligt pr. genvurdering.

For det andet vil regeringen skabe enklere regler for støtte til handicapbiler. Det fremgår ikke klart, hvori forenklingerne består, men i betragtning af at det ikke er reglerne - men derimod kommunernes eget valg - at sagsbehandlingen tager tid og bliver indviklet, er jeg stærkt tvivlende med hensyn til effekten af nye regler. I hvert fald må de forudsætte, at kommunerne decideret pålægges ikke at bruge ressourcer på at gøre sagsbehandlingen mere indviklet end højst nødvendigt.

Regeringen forventer, at de nye bilregler vil kunne spare 35.000 arbejdstimer om året.

For det tredje vil regeringen forenkle reglerne om hjælp ved udlandsrejser, "så borgere med handicap kan tage deres hjælp til udlandet i op til en måned uden at søge kommunen om det".

Det er i sig selv en kærkommen ændring, at der lempes en smule i de restriktive regler for at tage allerede bevilget hjælp med til udlandet. Men i praksis har jeg kun mødt en eneste person, der overhovedet har søgt kommunen om lov til at tage hjælpen med. Man har bare gjort det, og denne civile ulydighed har i praksis sparet meget mere kommunal administration, end kommunerne - og regeringen - selv kunne finde på.

Så nok er lempelsen af reglerne ved udlandsrejser kærkommen, men den sparer ikke nogen nævneværdig administration.

Jørgen Lenger