Der skal som udgangspunkt tages stilling
til, om man kun har bil på grund af sin funktionsnedsættelse, eller om man
også ville have haft bil, hvis man ikke havde haft en funktionsnedsættelse.
En række ankeafgørelser, hvoraf kun et fåtal er
principafgørelser fra Ankestyrelsen, yder tilsammen en vis vejledning til brug
for denne vurdering.
Det er ikke i praksis muligt at sige noget som helst
fornuftigt om, hvordan en bestemt person ville have levet sit liv uden
funktionsnedsættelsen, og derfor skal der i stedet sammenlignes med ”andre
mennesker på samme alder og i samme livssituation”, altså sammenlignes med en
slags gennemsnitsperson.
Der findes dog enkelte ankeafgørelser, hvor man
alligevel har sammenlignet med personen selv, hvis det har været utvivlsomt,
hvordan personens liv ville have været uden funktionsnedsættelsen, f.eks. en
afgørelse, hvor det blev vurderet, at en familie kun havde bil på grund af
barnets funktionsnedsættelse, fordi familien – bevisligt - havde solgt deres
bil, umiddelbart før barnet fik konstateret funktionsnedsættelsen.
Bortset fra en enkelt meget speciel sag er
tommelfingerreglen, at personer under 25 år aldrig anses for at have haft bil
uden funktionsnedsættelsen. Tilsvarende, også med en enkelt undtagelse, vil
personer over 30 år blive anset for altid at have haft bil uden
funktionsnedsættelsen.
Heraf kan udledes, at der i vurderingen er en gråzone
i aldersgruppen 25-30 år, hvor andre forhold end alderen er helt afgørende for
vurderingen, og gråzonens aldersinterval kan i særlige tilfælde udstrækkes
yderligere, både op og ned.
Disse andre forhold vil typisk være, om personen er
under uddannelse, om personen er enlig og om personen bor i et område med god
offentlig trafik. Derimod foreligger der en ankeafgørelse om, at modtagelse af
førtidspension ikke udgør et økonomisk grundlag, der er højt nok til at antage,
at personen så ville have haft bil uden funktionsnedsættelsen.
Der er en tendens til at antage, at man i tæt
befolkede områder vil være ældre, før man anskaffer sig bil, mens man køber bil
i en yngre alder, hvis man bor i et tyndt befolket område. Studerende har som
udgangspunkt ikke bil, og hvis man bor alene har man sjældnere råd til bil, end
hvis man bor alene.
Det fremgår af Socialministeriets Vejledning, at
statens takst kan anvendes ved disse beregninger, men det antages i den
almindeligste ankepraksis, at denne fremgangsmåde kun er vejledende, og den
skal i hvert fald ikke anvendes, hvis den fører til et indlysende forkert
resultat, hvilket som regel vil være tilfældet, hvis man har en stor bil.
Den særlige problemstilling ved en stor bil er ikke
blot, at den kører færre kilometer pr. liter, men også at den bruger ekstra
brændstof, fordi døre er åbne i længere tid ved ind- og udstigning, som tager
længere tid, og fordi man med en funktionsnedsættelse ofte bruger sin bil til
små ture og bykørsel, hvor den bruger uforholdsmæssigt meget brændstof pr. km,
og hvor andre mennesker i øvrigt ville gå eller gå eller cykle. Bilens
kørselsmønster bliver derved atypisk, og dette indebærer, at det f.eks. fører
til et ukorrekt resultat, hvis kommunen anvender www.hvorlangtpaaliteren.dk hvilket adskillige
kommuner gør.
Derfor skal der ske en konkret opgørelse af, hvor
langt bilen kører pr. liter brændstof ud fra den konkrete bil og den konkrete
persons faktiske kørselsmønster. Dette er fastslået i en række konkrete
ankesager.
Med udgangspunkt i en række afgørelser fra navnlig
Statsforvaltningen Midtjylland har der udviklet sig en praksis for beregning af
befordringsudgifter, der både forekommer korrekt og enkel, og som har bredt sig
til mange kommuner.
Statsforvaltningen Midtjylland fik for nogle år siden
den ide at tage udgangspunkt i beregningsgrundlaget for de satser, som
Skatterådet hvert år fastlægger for det almindelige befordringsfradrag: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=144129 hvoraf det blandt andet fremgår,
- at
gennemsnitsbilen i Danmark i 2013 kører 13,7 km pr. liter,
- at en liter
brændstof i 2013 indgår med en udgift på 13,24 kr.,
- at statens
lave takst for befordring i 2013 udgør 2,13 kr. pr. km, fordelt med 0,97
kr. til brændstof, 0,17 kr. til dæk, 0,74 kr. til
reparationer/vedligeholdelse og 0,25 kr. til kilometerafhængigt værditab
(afrundede tal).
Socialministeriets Vejledning omtaler
befordringsudgifterne i 5 forskellige afsnit: Generelt, i fritiden, til og fra
arbejde, til og fra uddannelse og til og fra behandling.
Af samme grund opdeler mange kommuner
befordringsudgifterne i disse 5 kategorier i deres sagsbehandling. Dette
forekommer unødig indviklet, fordi udgifterne faktisk skal opgøres og beregnes
på samme måde uanset kategori. Så herved opdeler man først udgifterne – og
lægger dem bagefter sammen igen.
Ud fra ankepraksis opgøres udgifterne til befordring i
stor bil derfor således:
A. Hvis det vurderes, at man kun har bil på grund af
funktionsnedsættelsen.
I dette tilfælde er al nødvendig kørsel en konsekvens
af funktionsnedsættelsen, og den skal derfor beregnes med statens takst på 2,13
kr. pr. km + en korrektion for, at den store bil kører kortere pr. km.
Hvis den store bil f.eks. kører 9 km pr. liter brændstof,
mens gennemsnitsbilen kører 13,7 km pr. liter brændstof, så skal udgiften til
brændstof på 0,97 kr. pr. km forhøjes til 13,7/9*0,97 = 1,48 kr. pr. km, og
hermed bliver statens korrigerede takst 2,64 kr. pr. km.
Faste udgifter, f.eks. til forsikring, skal dækkes
særskilt, f.eks. som enkeltudgift, men hvis beløbet er forudsigeligt kan den
også indregnes i den løbende merudgiftsydelse.
Udgifter til reparation og vedligeholdelse kan også
dækkes særskilt som enkeltudgift, men så skal den faste takst nedsættes med de
0,74 kr. pr. km, der indgik i statens takst til dette formål, fordi den samme
udgift ikke kan dækkes to gange. Det vil sige, at kilometertaksten til en stor
bil, der kører 9 km pr. liter, og hvor alle udgifter til reparation/vedligeholdelse
dækkes særskilt, skal være 1,90 kr. pr. km.
Der kan dog efter omstændighederne og en konkret
vurdering modregnes en udgift til kollektiv trafik, som andre mennesker på
samme alder og i samme livssituation måtte formodes at have.
B. Hvis det vurderes, at man også ville have haft bil
uden funktionsnedsættelsen (men en almindelig bil).
I dette tilfælde skal al nødvendig kørsel til formål,
der alene skyldes funktionsnedsættelsen dækkes med statens takst, korrigeret
for ekstraudgiften til en stor bil, altså i det konkrete eksempel 2,64 kr. pr.
km.
Det samme gælder kørsel, hvor andre mennesker, f.eks.
på grund af kort afstand, ville gå eller cykle, men hvor man er nødt til at
køre i bil på grund af funktionsnedsættelsen.
Kørsel til formål, hvor man også uden funktionsnedsættelsen
ville have kørt i bil, men altså i en almindelig bil, dækkes i det nævnte
eksempel med 0,51 kr. pr. km, svarende til at det er dyrere at køre i den store
bil.
Hvis forsikringen eller reparation/vedligeholdelse er
dyrere med den store bil end med en almindelig bil, er disse udgifter også en
merudgift som følge af funktionsnedsættelsen, og forskellen skal indgå i
beregningen.
Generelt beror reglerne om, hvornår man ville have
haft bil i forvejen på konkrete vurderinger og er ikke nedskrevet, men af en
række ankesager kan reglerne opfattes som ovenfor beskrevet.
Desuden er der i praksis forskelle fra kommune til kommune, fordi det ikke er enhver merudgift, der kompenseres, men kun nødvendige merudgifter, og ordet "nødvendig" er på ingen måde en objektiv størrelse.
Jørgen Lenger