Vi hører det så ofte. Der skal regelforenkles. Alle partier er enige. Men når der så skal handles, viser det sig, at regelforenkling har en pris.

Prisen er nemlig, at der skal føres mindre kontrol med borgerne, og den tanke forekommer dem så vederstyggelig, at de straks viger tilbage.

Tre år har en embedsmandsgruppe fra Socialministeriet og Finansministeriet brugt på at gennemgå bilreglerne, og undervejs har de brændt 2 mio. kr. af på at "kvalificere arbejdsgruppens forslag", hvilket blot er en pænere måde at sige på, at Deloitte har fået en masse penge for at bidrage til beslutningsgrundlaget.

Og væk er alt det frække, alt det der kunne række fremad - f.eks. at lade borgerne få pengene og i stedet bestemme over deres eget liv som andre mennesker - f.eks. at gøre det mere attraktivt at vælge en bil der belaster miljøet mindst muligt - f.eks. at gøre det nemmere at få en handy bil frem for de store kassevogne, som mange borgere og hjælpere hader at køre i.

Først og fremmest er det vanskeligt at få øje på nogen som helst regelforenkling i det, som Socialministeriet nu foreslår. Snakken om regelforenkling er stærkt opreklameret.

Tilbage står nogle småtterier, hvorom det bedste man kan sige er, at der da i det mindste ikke sker nogle forringelser.

For det første indføres der nye regler for fordeling af salgsprovenuet, hvis man selv har puttet penge i bilen. Hidtil har éns egen investering været spildt ved næste biludskiftning eller ved totalskade. Fremover får man selv en forholdsmæssig andel. Det er en forbedring, men ingen regelforenkling.

For det andet skal det være nemmere for kommunerne at eftergive gæld i en bil, hvis den inddrages, f.eks. fordi man ikke længere opfylder betingelserne for den. Det er da kun rimeligt at eftergive gælden i den situation, men mig bekendt handler det om ca. 20 biler om året, og man kan da diskutere, om en bil overhovedet skal kunne inddrages. Men en regelforenkling er det ikke.

For det tredje vil man præcisere målgruppen i en kommende bekendtgørelse/vejledning, og det er da altid godt; men vi har jo for mindre end et år siden oplevet Socialministeriet præcisere målgruppen for modtagere af merudgiftsydelsen, og det blev til mange ord, der efterfølgende viste sig at være ganske uden betydning. Regelforenklingen er svær at få øje på.

For det fjerde vil man indføre, at afprøvning og valg af konkret bil "som udgangspunkt" overlades til borgeren sammen med bilforhandleren og bilopbyggeren, altså uden sagsbehandleren. Dette vil mange nok glæde sig over, men regelforenkling ...? Tjah. Jo, lidt måske.

For det femte vil man indføre en mulighed for, at man ved udskiftning af sin bil kan lade borgeren underskrive en tro-og-love-erklæring om, at funktionsnedsættelsen og kørselsbehovet er uforandret, og så skulle sagsbehandlingen gå meget hurtigere. Dette er alt andet lige nok også rigtigt, men alt andet er bare ikke lige.

Selv om Socialministeriet har set en lang række sager om langsommelig sagsbehandling, så er det åbenbart overhovedet ikke gået op for dem, at der faktisk er en årsag til den langsommelige sagsbehandling: Så længe en afgørelse ikke træffes, så koster det ikke kommunen penge, og derfor har kommunerne en klar interesse i at trække en sag så meget i langdrag som overhovedet mulig. Den interesse har de fortsat, mens de ikke har nogen som helst interesse i en hurtig sagsbehandling, for den koster jo penge.

Det eneste i hele forslaget, der kunne ligne regelforenkling, vil derfor næppe blive realiseret, fordi kommunerne er uden interesse i det, og Socialministeriet har ikke ligefrem tradition for at tale så klart og tydeligt i sine regler, at reglerne bliver fulgt. Det har vi senest set med uld-i-mund-reglerne vedrørende BPA.

For det sjette vil man så indføre en ordning med delebiler, f.eks. børn med handicap på institution. Det lyder da fint nok, navnlig for dem der får glæde af det, men de er ikke ret mange - og regelforenkling er det ikke.

Med andre ord: Bjerget barslede med en mus. En mus til 2 mio. kr.

Socialministeriets lovforslag kan læses her

Og jeg vil da anbefale at læse lovforslaget, mest fordi der er en del faktisk information, statistik m.v., som det kan være godt at kende.

Jørgen Lenger