Startside > Handicappolitik
Sundhedsminister Bertel Haarder siger, at Sundhedsstyrelsen for et år siden ikke fandt det relevant at evaluere respirationscentrene. 
Udgivelsesdato: 11-01-2011 

Det antager karakter af en skandale, når sundhedsminister Bertel Haarder nu oplyser i et svar til folketingsmedlem Karl Bornhøft, at Sundhedsstyrelsen så sent som for lidt over et år siden "ikke fandt det relevant at foretage en evaluering af respirationscentrene".

Skandalen bliver ikke mindre af, at den daværende sundhedsminister Jakob Axel Nielsen, der var mest kendt for, at intet kom ham ved, bare efterplaprede og afviste Muskelsvindfondens henvendelse fra februar 2009.

Karl Bornhøft havde spurgt ministeren, "hvornår Sundhedsministeriet første gang fik oplysninger om, at der muligvis skete dødsfald blandt respirationspatienter alene på grund af ventetid til behandling".

I svaret fortæller Bertel Haarder videre, at Sundhedsministeriet af forskellige parter er blevet gjort opmærksom på problemerne. Han fremhæver i den forbindelse Muskelsvindfondens henvendelse, hvor vi blandt andet skrev, at vi "har kendskab til situationer, hvor den manglende mulighed for henvisning til i hvert fald Respirationscenter Øst kan have haft indflydelse på, at patienter ikke overlevede". "Muskelsvindfonden opfordrer i brevet til, at der foretages en evaluering af respirationscentrene", oplyser Bertel Haarder.

Trods Sundhedsstyrelsens afvisning få måneder tidligere bad sundhedsminister Bertel Haarder så i april 2010 Sundhedsstyrelsen om alligevel at udarbejde den ønskede evaluering af kapaciteten, og først da kom der gang i sagen.

Man sidder tilbage med en følelse af, at vi kan prise vor Skaber for, at daværende sundhedsminister Jakob Axel Nielsen fik en velfortjent fyreseddel og blev erstattet af Bertel Haarder.

Sundhedsminister Bertel Haarder henviser derefter til evalueringen, hvor Sundhedsstyrelsen nu erkender, "at der er sket en meget stor volumenmæssig udvidelse af respirationscentrenes patientgruppe gennem årene. Patientgruppen er vokset, fordi flere patienter overlever længere tid trods deres sygdom eller handicap samtidig med, at de opnår en meget bedre livskvalitet på grund af behandlingen på respirationscentrene".

Sundhedsstyrelsen siger også, "at der er behov for en udvidelse af centrenes kapacitet, da der er en betydelig ubalance mellem efterspørgslen og kapaciteten".

Hvilket Sundhedsstyrelsen også kunne have konkluderet for et år siden. Og for to år siden. I den forstand er der intet nyt under solen. Ud over at Sundhedsstyrelsen af en ansvarlig minister er blevet pålagt at interessere sig lidt for patienternes ve og vel.

Afslutningsvis oplyser sundhedsminister Bertel Haarder, at han allerede i denne måned vil indkalde de "relevante parter" til en drøftelse af, hvordan der skal følges op på Sundhedsstyrelsens redegørelse, ikke mindst i form af en udvidelse af kapaciteten, på både kort og lidt længere sigt".

Sundhedsminister Bertel Haarders svar til Karl Bornhøft kan i fuld ordlyd læses her.

I øvrigt har sundhedsminister Bertel Haarder i yderligere et svar til Karl Bornhøft givet en redegørelse for, "hvilke aktive handlinger Sundhedsministeriet og regeringen har gjort for at undgå dødsfald alene på grund af ventetiden blandt respirationspatienter, siden man fik kendskab til problemets eksistens", og dette svar kan læses her.

Jørgen Lenger

 

 
Kongsvang Allé 23 | 8000 Århus C | Tlf: 8948 2222 | Fax: 8948 2212 | info@muskelsvindfonden.dk