Af Mathias Haugaard Jørgensen
"De politiske partier i Aarhus går ifølge handicapgrupper glip af frivillig og gratis arbejdskraft under valgkampen. De handicappede har nemlig store problemer med at komme ind i partilokalerne".
Sådan lød det i går i indslaget "Handicappede føler sig oversete", bragt i TV 2 Østjylland efter 22Nyhederne.
I går eftermiddags var Antoniett og Simon nemlig ude og besøge både Socialistisk Folkepartis og Det Konservative Folkepartis mødelokaler i Aarhus med ønsket om at deltage på lige fod med alle andre politisk aktive borgere.
"Jeg føler mere, jeg bliver set som et problem og ikke som en ressource", fortæller Antoniett til TV 2 Østjyllands reporter. Og skal et handicap virkelig være hindringen for, at man ikke kan opnå de samme rettigheder som alle andre mennesker?
I Jægergårdsgade ved siden af Superbrugsen hænger SFs banner på bygningen og markerer mødelokalets placering med opfordringen: "KIG OP og giv en hånd med". Men mødelokalet ligger på 2. etage, og der er ingen elevator. Så kørestolens hjul støder brat mod trappetrinet, og en engageret, politisk debat over en frisk kop kaffe ligger altså ikke inden for tilgængelighedens rammer for en kørestolsbruger her på stedet.
Muskelsvindfonden har for nyligt spurgt partierne om deres holdning til 13 centrale, konkrete problemstillinger på det handicappolitiske område. Det 13. og sidste spørgsmål handler netop om tilgængeligheden i partiernes mødelokaler, og her svarer SF:
"Det er et udfordrende forslag, som vil give mange partier problemer, men ideen er interessant. Det kan sætte en proces i gang. Og det er vigtig at sikre, at alle har lige mulighed for at deltage i demokratiet."
Den lige mulighed for demokratisk deltagelse er tilsyneladende også et område, der volder de Konservative i Aarhus problemer.
I indslaget efterspørger de to unge kørestolsbrugere en tilgængelig bagindgang, men de får svaret, at hovedindgangen med de høje trappetrin er den "nemmeste" løsning.
På spørgsmålet om tilgængelighed i partimødelokaler svarer de Konservative dog: "Tilgængelighed er et indsatsområde for os".
Det bliver således spændende at følge, hvordan denne indsats vil gøre sig gældende med henblik på partilokalernes tilgængelighed.
FNs Handicapkonvention, som Danmark tiltrådte i 2009, skal sikre, at personer med handicap får adgang til at kunne nyde retten til deltagelse i samfundslivet på lige fod med resten af verdens befolkning. Men hvis handicappolitikken kun er et centralt område for handicaporganisationerne, Socialministeriet, nogle universitetsforskere og Det Centrale Handicapråd - og altså ikke er et højt prioriteret emne på den generelle politiske og administrative dagsorden - kan det være en ond cirkel, der fortsat holder opfyldelsen af Handikapkonventionens krav på laveste blus.
"Det er jo symbolsk - overhovedet at starte med at kunne komme ind, hvor de store beslutninger bliver taget", fortæller Simon afslutningsvis til TV 2 Østjylland uden for De Konservatives mødelokale i Wilstersgade.
Du kan se gårsdagens indslag her, på TV 2 Østjyllands hjemmeside (13 minutter inde i udsendelsen).
Muskelsvindfondens 13 spørgsmål og politikernes svar kan du finde her på hjemmesiden under: Folketingsvalg 2011