For snart 4 år siden blev der gennemført nogle ændringer i reglerne om vederlagsfri fysioterapi. Blandt andet blev myndighedsansvaret lagt ud til kommunerne, og reglerne for frit valg blev forbedret. Desuden blev der indført en ny vej til vederlagsfri fysioterapi, så folk med mindre indgribende funktionsnedsættelse også fik ret til behandling, hvis de herved kunne begrænse yderligere funktionsnedsættelse.
Det var en del af aftalen, at der herefter skulle gennemføres en egentlig kvalitetsreform, men den har ladet vente på sig, og kommunerne har brugt ventetiden til at gå i offensiven, fordi de mener, de skal have ret til at overtrumfe lægens og fysioterapeutens faglige vurderinger og fastlægge, hvad de kalder "serviceniveau", men som snarere er det modsatte.
Nu har imidlertid også Danske Fysioterapeuter og Danske Handicaporganisationer skrevet forslag til en kvalitetsreform, der i stedet tager udgangspunkt i patienternes behov for optimal behandling, og på et møde i Sundhedsministeriet er de første skridt nu taget, så der kan komme gang i arbejdet med kvalitetsreformen.
Danske Handicaporganisationer har oprettet en temaside med alle relevante dokumenter, som kan læses her.
Jørgen Lenger