Som bekendt har mange kommuner valgt at misbruge en tidligere principafgørelse fra Ankestyrelsen til at påstå, at en 3-hjulet el-scooter altid er et forbrugsgode.
Ankestyrelsen har imidlertid nu truffet en ny afgørelse, der viser, at dette ikke automatisk er tilfældet, og at der skal ske en konkret individuel vurdering i hvert enkelt tilfælde.
Sagen drejede sig om en 55 årig kvinde med fremadskridende dissemineret sclerose. Hun var ikke mere i stand til at køre på en 3-hjulet el-dreven cykel. Gangdistancen var nedsat, og der var kraftnedsættelse i højre arm og ben og udtrætning.
Kvinden havde brug for en el-scooter for at kunne færdes i nærområdet omkring sin bolig og omkring sommerhuset og for at kunne handle ind og besøge venner og familie. Gangdistancen var 100 meter i betydeligt nedsat tempo. Hun kunne ikke anvende offentlige transportmidler.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at kvinden ikke var i stand til at færdes uden for hjemmet uden en el-scooter, og den havde derfor "ingen værdi for kvinden, svarende til forbrugsgodeværdi af el-scooteren hos en ikke-handicappet person".
Derfor skulle el-scooteren betragtes som et hjælpemiddel og betales fuldt ud af kommunen.
Ankestyrelsen fastholder dog sin besynderlige opfattelse af, at en el-scooter er et almindeligt forbrugsgode, selv om de færreste mennesker får den ide selv at anskaffe sig sådan et køretøj. Men hvis den udelukkende anvendes som hjælpemiddel, kan man altså slippe for egenbetalingen.
Men Ankestyrelsen skriver i sin afgørelse, at den har "taget udgangspunkt i kompensationsprincippet, hvorefter personer med nedsat funktionsevne i videst muligt omfang skal kompenseres for følgerne af deres nedsatte funktionsevne". Dette er bemærkelsesværdigt, fordi det faktisk er sjældent, at Ankestyrelsen henviser til generelle principper i sine afgørelser.
(Bemærk, at f.eks. kompensationsprincippet kan indgå som et argument i ankesager!)
Og Ankestyrelsen skriver også, at "det er uden betydning for vurderingen af, om der er en forbrugsgodeværdi, at el-scooteren også kan anvendes til fritidsbetonede aktiviteter".
Kommunen havde bevilget el-scooteren med 50 % egenbetaling, fordi kommunen mente, at kvinden kunne "anvende forbrugsgodeværdien på en el-scooter, fordi hun skulle bruge el-scooteren til at komme ud og besøge venner og familie med, gøre indkøb samt komme omkring med, når hun var i sommerhus". Uha da da, så må man betale selv.
I sin klage til Ankestyrelsen skrev kvinden blandt andet, at hun generelt fandt det "under al kritik, at mennesker som blev ramt af uhelbredelig sygdom, som nedsatte funktionsevnen til et absolut minimum, skulle opleve den tort at blive foreholdt en forbrugsgodeværdi betragtning i forhold til en uhelbredelig sygdom".
"Der måtte uden tvivl være tale om et teknisk hjælpemiddel, som skulle kompensere for en væsentligt reduceret funktionsevne, således at det var muligt at bevare en vis form for selvværd ud i det at kunne flytte sig selv udenfor hjemmets 4 vægge, jf. lov om social service, § 113, stk. 5", skrev hun.
Ankestyrelsens principafgørelse har nr. 121-10 og kan læses her.
Jørgen Lenger