Birgit Steffensen 
Foto: Jens Hasse / Chili

35 års jubilar fejrer 70 års fødselsdag 

Fysioterapeut Birgit Steffensen har oparbejdet en stor viden om muskelsvind, der også bruges internationalt

35 års virke inden for forskning og behandling af muskelsvindsygdomme, den første danske fysioterapeut med en doktorgrad og ”opfinderen” af en skala til at måle funktionsnedsættelse hos mennesker med muskelsvind - en skala, som i dag er internationalt anerkendt og bruges flere steder i verden.

Fysioterapeut Birgit Steffensen fra RehabiliteringsCenter for Muskelsvind er en markant skikkelse, når det gælder arbejdet inden for de neuromuskulære sygdomme i både ind- og udland. I 1976 var hun med til at starte Muskelsvindfondens Vejlednings- og Behandlingscenter (i dag RehabiliteringsCenter for Muskelsvind), og siden har hun arbejdet både nationalt og internationalt med at udvikle viden om muskelsvind og forske i bedre behandlingsmuligheder til mennesker med muskelsvind.

Muskelsvindfonden fejrer i dag Birgit Steffensens 35 års jubilæum og samtidig hendes 70 års fødselsdag. Den runde dag betyder dog ikke, at Birgit Steffensen har planer om at gå på pension. Birgit Steffensen rejser i denne uge til Geneve for at fremlægge den danske rehabiliteringsmodel inden for muskelsvind i det europæiske samarbejdsprojekt Treat-NMD. Derfra fortsætter hun til Tjekkiet i forbindelse med det europæiske projekt Care-NMD, som RehabiliteringsCenter for Muskelsvind også er involveret i.

Kongsvang Allé 23 | 8000 Århus C | Tlf: 8948 2222 | Fax: 8948 2212 | info@muskelsvindfonden.dk