Det blir stort at være lille i Cirkus Summarum!
De elskede og veloplagte figurer fra DRs børneunivers gør igen i år klar til en sublim cirkusforestilling, der hylder musikken og mangfoldigheden. I et tæt samarbejde mellem DR Big Bandet og Muskelsvindfonden og i år Det Kongelige Teater gennemfører Cirkus Summarum 40 forestillinger i København og Århus til sommer. Billetsalget skydes i gang
i dag.
Klassisk cirkusstemning, et touch af Moulin Rouge, kongelig ballet og plads til alle – både de store, de små og de besynderlige. Det er, hvad publikum kan se frem til i dette års udgave af Cirkus Summarum.
Det er stort at være lille i Cirkus Summarum og det kommer publikum til både at se, høre og mærke.
- Det er lykkedes at skabe en forestilling, hvor vi fortsætter med at flytte grænserne for, hvad der normalt kan lade sig gøre i DRs børneuniverser. Samtidig får vi vores særlige karakterer og værter ud af fjernsynet og ud i den virkelige verden, hvor publikum kan lugte savsmuldet og lege rigtigt med - det hele bundet sammen af musikken, så smukt leveret af DR Big Bandet, siger kanalchef for Børn og Unge Birgitte Fredsby.
Som noget helt nyt er Det Kongelige Teater i år blevet en del af Cirkus Summarum, og det er en glæde for parterne, at de store kulturinstitutioner i Danmark kan drage fordel af hinandens kompetencer.
- Vi er rigtig glade for, at DR og Muskelsvindfonden har inviteret børn fra Den Kongelige Balletskole til at medvirke i årets Cirkus Summarum. Børnene glæder sig til at vise deres talenter i andre sammenhænge, end de plejer, og vi synes, det er oplagt, at vi samarbejder med DR om denne store børneevent, der støtter et godt formål, siger Niels Balle, forstander for Den Kongelige Balletskole.
Vitaminfyldt musik til ungerne
- Det er med stor glæde, at DR Big Bandet skal bruge sommeren i Cirkus Summarum sammen med Muskelsvindfonden og alle de kendte DR-karakterer. Et cirkustelt fuld af børn er en perfekt ramme for, at DR Big Bandet kan fastholde vores ambition om at formidle musik til børn på et højt kunstnerisk niveau, siger Chris Minh Doky, kunstnerisk konsulent i DR Big Bandet.
Populær underholdning for alvor
DR og Muskelsvindfonden har gennem 11 år samarbejdet om Åh Abe-koncerterne. Parterne fandt sidste år, at tiden var inde til at retænke samarbejdet og opfandt Cirkus Summarum – et mere tidssvarende initiativ og i højere grad uafhængigt af sommervejret.
- Med 68.000 solgte billetter sidste år svarende til 80 % belægning og med flere udsolgte forestillinger viste børn og familier, at de er klar til en ny type oplevelse. Cirkus Summarum bygger fortsat på de værdier, der gennem så mange år er blevet skabt med Åh Abe-koncerterne. Vi glæder os til endnu en omgang cirkus – denne gang med nogle noget mere øvede artister. Overskuddet fra billetindtægterne går fortsat til børn og unge, der er ramt af muskelsvind, siger Theis Petersen, der er indsamlingschef i Muskelsvindfonden.
Praktiske oplysninger
Spilleperiode: 1. juli til 25. juli 2010
Sted: Tiøren - Amager Strandpark - 2300 København S
Spilleperiode: 29. juli - 8. august 2009
Sted: Tangkrogen - Marselisborg Havnevej 1 - 8000 Århus C
Billetsalg: Via www.billetnet.dk - Tlf. 7015 6565.
Læs mere på www.cirkussummarum.dk