Startside > Nyheder
D-A-D og Selvmord på Grøn Koncert 2010 
Udgivelsesdato: 02-03-2010 
Danskernes absolut foretrukne musikfest er tilbage for fuld udblæsning. For 150 kr. får publikum igen i år mulighed for at feste til tonerne af otte af de største navne fra den danske musikscene.

Der bliver ikke skortet på hverken ambitioner eller attitude på Grøn Koncert 2010. D-A-D er et af Danmarks ubetinget bedste live-orkestre og garanterer en rockoplevelse ud over det sædvanlige. D-A-D er noget af det tætteste, man kan komme på et inkarneret Grøn Koncert band og gæster i år turen for sjette gang.  De fire drenge holder live-formen ved lige i foråret med en række spillejobs rundt omkring i Europa, og vender til sommer hjem til Danmark for at spille eksklusivt på Grøn Koncert.

Med Selvmord har Grøn Koncert sikret publikum muligheden for at opleve en af de største nyheder inden for dansk musik i 2009. På trods af at Selvmord debuterer på Grøn Koncert 2010, er der på ingen måde tale om en samling uerfarne folk. Tilsammen har L.O.C. og Suspekt opnået næsten alt en dansk kunstner kan opleve, fra anmelderroser, priser og platinalbums til udsolgte koncerter, og nu er de klar til at vise Danmark, hvordan Hip Hop anno 2010 skal lyde.

Rutinerede konferenciers

Igen i år har Grøn Koncert fornøjelsen af at præsentere Mr. Grøn Koncert. Jacob Haugaard, som konferencier på Grøn Scene.  Derudover er Kanonkongen og Henrik Poulsen, hovedkræfterne bag Danmarks mest populære radioshow Go’morgen P3, igen på plads på P3 Scenen.

Fra Grøn Scene og P3 Scenen vil syv af de allerstørste kunstnere fra den danske musikscene give publikum en fantastisk live-oplevelse. Billetprisen er den samme som sidste år. For 150kr. har danskerne igen muligheden for at opleve cremen af dansk musik, samtidig med at man støtter Muskelsvindfondens vigtige arbejde.

Se D-A-D i Aftenshowet på DR den 2. marts.

Læs mere om Grøn Koncert på Grøn Koncerts hjemmeside, hvor du blandt andet kan se, hvornår touren kommer til en by i nærheden af dig.

 
Kongsvang Allé 23 | 8000 Århus C | Tlf: 8948 2222 | Fax: 8948 2212 | info@muskelsvindfonden.dk