Foto: Søren Holm/Chili

En uvurderlig betydning 

Med øl i hanerne, pølser på grillen og høj solskin markerede Muskelsvindfonden i eftermiddag sit 40 års jubilæum med en reception ved hovedkontoret i Århus. Mange medlemmer, frivillige og samarbejdspartnere var mødt op for at fejre foreningen, som i 1971 blev stiftet netop i Århus.

”I har haft uvurderlig betydning. Især for børn og unge med muskelsvind, men også for os andre,” sagde borgmester Nikolaj Wammen, da han på byens vegne ønskede Muskelsvindfonden tillykke.

”Muskelsvindfonden udsprang af ønsket om ligeværd og af et samfund med plads til forskelle. Forskelle, der ikke er en byrde, men er med til rent menneskeligt at berige vores samfund. Dette vil jeg også sige som en hilsen til de borgmestre, der har et andet syn på tingene,” sagde Nikolaj Wammen med direkte henvisning til den aktuelle debat om ”dyre handicappede”, som bl.a. borgmester Carsten Kissmeyer i Ikast-Brande har givet udtryk for.

Evald Krog fremhævede i sin tale, at Muskelsvindfonden har opnået mange resultater, men den vigtigste er en større selvrespekt.
”Vi har fokuseret på, at det skal være muligt at leve som andre mennesker. I jantelovens land siger man, at du ikke skal tro, du er noget. I Muskelsvindfonden siger vi det modsatte: Du skal tro, du er noget.”

Jubilæumsfestlighederne fortsætter i resten af weekenden, hvor Muskelsvindfonden holder landsmøde på Egmont Højskolen i Hou og afrunder festlighederne med et stort jubilæumsshow på Scandinavian Congress Centre i Århus.

Se mere om vores jubilæum - klik her
  

Kongsvang Allé 23 | 8000 Århus C | Tlf: 8948 2222 | Fax: 8948 2212 | info@muskelsvindfonden.dk