Pressemeddelelse
Grøn Koncert fejrer til sommer sin 30 års fødselsdag som danskernes foretrukne sommerkoncert. Det bliver fejret med et gensyn med topbandet Nephew, der ikke har spillet koncerter i Danmark de seneste to år. Grøn Koncert bliver det første sted og eneste sted i to år man kan opleve Nephew i løbet af sommeren 2012. Køb din billet allerede nu, eller giv et gavekort til Grøn Koncert 2012 til en du holder af. Billetsalget er startet på Billetnet og du kan fra 1. søndag i advent til juleaften købe gavekort i føtex og Bilka.
Efter to års dansk koncertpause vil Nephew indtage Grøn Koncert – der bliver det eneste sted, hvor man vil kunne opleve bandet live i løbet af sommeren 2012. Bandet er godt i gang med at indspille et nyt album, som forventes udsendt til efteråret. De fortæller her om deres forventninger til sommerens koncerter:
"Vi havde egentlig først tænkt os at spille koncerter efter udgivelsen. Men når nu Den Grønne bliver pebersvend til sommer, lod vi os overtale til at komme ud af vores koncert-hi før tid. Det kribler voldsomt i os for at sende et par enkelte nye og en masse gamle numre i hovedet på publikum igen. Men vi håber da, at folk rundt i Danmark vil bidrage til at nikke med hovedet – det er jo ikke os, der skal gøre alt arbejdet!"
Giv en billet til en du holder af
Grøn Koncert starter allerede nu billetsalget på Billetnet og i føtex og Bilka, hvor man som ekstra bonus i julehandlen fra 1. søndag i advent – den 27. november – og frem til den 24. december kan købe et gavekort til Grøn Koncert 2012 til dette års pris: 170 kr. Giv en julegave til en du holder af – eller sikre dig en billet til Grøn Koncert 2012 allerede nu
Du gi’r og får noget igen
Muskelsvindfonden er ikke bare stolt af at præsentere det eksklusive navn, men glæder sig også over, at 30 års-fødselsdagen er et bevis på, at foreningens festivalkoncept har fungeret og båret frugt. Theis Petersen, indsamlingschef i Muskelsvindfonden, fortæller:
”Vi har altid haft det udgangspunkt, at vi gerne vil give folk en oplevelse, frem for bare at stå med hatten i hånden og bede om penge til personer med handicap. Sammen med Tuborg sørger vi for musikken og rammerne, og sammen med publikum skaber vi en traditionsrig fest, som kommer både Muskelsvindfonden og festivaldeltagerne til gode. Vi giver altså noget, og vi får noget igen. Det er vist det, man kalder et godt koncept – og det har nu fungeret i 30 år.
Peter Giacomello, som er sponsorchef for Tuborg, sætter den traditionsrige folkefest i perspektiv:
”Tuborgs samarbejde med Muskelsvindfonden om Grøn Koncert er vel nok Danmarks ældste musiksponsorat, og det var ikke tilfældigt at Tuborg valgte Muskelsvindfonden som partner dengang. Lidt kækt kan man vel sige, at Tuborg har tænkt i CSR lang tid før, det blev et populært fænomen. Det er vi meget stolte af, og det er en fornøjelse på 30. år at kunne præsentere gode musikalske oplevelser for danskere.”
Hvad det store jubilæumsprogram ellers kommer til at bestå af , er endnu for tidligt at afsløre. Én ting er sikkert: Muskelsvindfonden og Tuborg lover naturligvis et spændende musikprogram, som vil blive offentliggjort i løbet af foråret.
Historiske facts om Grøn Koncert:
Den første Grøn Koncert fandt sted på Løkken Stadion den 8. juli 1983. Ud over Løkken gik turen forbi Aarhus, Svendborg, Marienlyst, Gilleleje og Nykøbing Sjælland.
Musiknavnene det første år var Frede Fup og Sneakers.
Antallet af frivillige var dengang 40. Allerede i 1985 var antallet tredoblet til 120, og i 2010 var der hele 650 frivillige.
I dag består Grøn Koncert-karavanen af over 50 lastvogne og 30 busser. Til at begynde med kunne man nøjes med to folkevognsrugbrød, en lastbil og en varevogn.
Nephew spillede første gang på Grøn Koncert i 2006. De spillede der allerede igen i 2007, men har ikke været med siden.
Turneplan for Grøn Koncert 2012:
19. juli: Kolding
20. juli: Randers
21. juli: Aarhus
22. juli: Aalborg
26. juli: Esbjerg
27. juli: Odense
28. juli: Næstved
29. juli: København
Læs mere på Grøn Koncerts hjemmeside