I en tid med massive beskyldninger fra politikernes side om at mennesker med handicap koster samfundet for meget, vender tidligere landsdommer og formand for PTU, Holger Kallehauge debatten om og fortæller i en kronik i Politiken den 31. marts, at der ingen tiltag er taget fra regeringens side i forhold til at leve op til handicapkonventionen.
Han skriver blandt andet:
”Handikapkonventionen bygger på nogle hovedprincipper, hvoraf nogle af de vigtigste er ret til selvbestemmelse, lige muligheder og ikke-diskrimination. Disse rettigheder hører alle til gruppen af borgerlige og politiske rettigheder og er dermed trådt i kraft, men bliver de nu også respekteret i praksis i alle dele af forvaltningen?” […] ”Man har kaldt os griske og gøgeunger og beskyldt os for at opføre os, som om de sociale ydelser var et tagselvbord. Det er de som bekendt ikke, og vi skal være glade, hvis vi blot får det, som vi har ret til i henhold til lovgivningen.”
Han skriver også:
”Mennesker med handikap er ikke svage, har jeg hørt flere socialministre sige. Nej – det er for så vidt rigtigt. Vi er ikke svage, men uden kompensation for vor funktionsnedsættelse gør man os svage. Rehabilitering af mennesker med handikap er en investering i vort potentiale, uanset den funktionsnedsættelse vi nu har. Et land har de førtidspensionister, som det selv uddanner ved at nægte dem lige muligheder. […] For os er det en menneskeret og for jer en pligt at opfylde handikapkonventionen, men det er tillige en investering, som på sigt er lønsom.”
Læs hele kronikken på Politiken.dk