Muskelsvindfonden fejrede i weekenden 40 års jubilæum, og lørdag eftermiddag foregik festlighederne i børnehøjde.
I Scandinavian Congress Center var børn og forældre inviteret til familieshow. På scenen tog Åh Abe Greatest i skikkelse af Mek Pek og Habbasutterne imod sammen med Alberte og Julie Berthelsen, efterfulgt af Rosa fra Rouladegade, MGP-stjernerne, Sebastian Klein og dagens surprise, Basim.
Blandt publikum sad 1.A fra Katrinebjergskolen, men pladserne blev ikke brugt længe, for efter kort tid stod ungerne foran scenen og sang med.
Da de kom ud fra showet, var stemningen højrøstet, og de trippede for at komme hen til bordet, hvor MGP-stjernerne ventede på at skrive autografer.
Blandt 1.A var der bred enighed om hvem, der tager prisen i dag: ”Dem fra MGP er de allersejeste”, sagde Linnea, og klassen istemte. ”Ja, det var en stor oplevelse. Jeg synes også, MGP var fede, men jeg blev bange for dræberkaninen, som Sebastian Klein havde med”, sagde Jakob S.
”Aj, jeg blev mere bange for Basim, for han havde helt sorte øjne”, siger Anton og refererede til stjernens solbriller. ”Men det bedste var, at alle stjernerne var på scenen sammen og synge til sidst”, afsluttede Laura.
Det var ikke svært at vælge den fedeste oplevelse mellem de optrædende, men da de blev spurgt om, hvad muskelsvind er, blev svarene straks mere spredte. Emma mente, at det er en, der kan løfte en masse vægt og har mange muskler.
På skærmene bag hende kørte en video fra Cirkus Summarum, hvor Albin, der er fire år og har muskelsvind, bliver klædt ud som sin yndlingscirkusartist. Han er stærk mand med overskæg og løfter en vægtstang med 2 x 500 kilo på.
”Jeg tror, at muskelsvind er en by”, sagde Laura.
”Nej, dem med muskelsvind er dem, der sidder i kørestolene og har mange muskler”, afbrød Jakob S. Efter længe tids grublen kom Maja på banen og sagde, at ”muskelsvind er, at man ikke kan bevæge sig, og at det er noget, de er født med.”
Længere tid kunne det ikke lade sig gøre at holde på 1.A, for der skulle skrives autografer og tages billeder med idolerne fra MGP.