Startside > Nyheder
Unge med lyst til sport får fødselsdagsgave fra Pressalit 
Udgivelsesdato: 13-05-2011 

I anledning af Muskelsvindfondens 40-års jubilæum har virksomheden Pressalit valgt at give fonden en særlig pengegave på 100.000 kr. Pengene er øremærket Muskelsvindfondens arbejde for at give børn og unge med handicap mulighed for at udfolde sig sportsligt. Unge med muskelsvind er udøvere i en række forskellige sportsgrene, såsom el-hockey, kørestolsdans, kørestolsrugby og ridning, og udover den sundhedsmæssige gevinst ved et aktivt liv, er sporten også en god mulighed for at integrere de unge i et vigtigt fællesskab.

Pressalit A/S er kendt for en aktiv social profil gennem mange år, og virksomheden er bl.a. også engageret som hovedsponsor for Dansk Handicap Idræts-Forbund.

”Vi har virkelig stor respekt for den måde, som Muskelsvindfonden med Evald Krog i spidsen har skabt en professionel fundraising- og eventorganisation, der har omdefineret hele den danske handicapverden. Vi er glade for at kunne ønske fonden tillykke med et ekstra gavebeløb, som vi er sikre på vil komme til god gavn for fondens medlemmer,” siger Pressalits ordførende direktør, Dan Boyter.

I Muskelsvindfonden takker landsformand Evald Krog for gaven. Han siger:
”Igennem mange år har vi haft et nært forhold til Pressalit A/S – ja, jeg vil næsten gå så langt som at kalde det et kærlighedsforhold – med gensidig inspiration og nytænkning. Den fornemme gave på 100.000 kr. vil blive brugt i den ånd, som vi deler med Dan Boyter og de ansatte Pressalit A/S.”

Dan Boyter overrækker officielt gaven ved Muskelsvindfondens jubilæumsreception på Kongsvang Allé 23, Aarhus, fredag d. 13 maj 2011 fra kl. 13 – 15.00.

 


For mere information kontakt :

Jamilla Sophie Alvi, Kommunikationschef, Muskelsvindfonden – tlf. 2265 2499

Thomas Mandrup, Senior Corporate Communications Manager, Pressalit A/S – tlf. 2029 2283

 
Kongsvang Allé 23 | 8000 Århus C | Tlf: 8948 2222 | Fax: 8948 2212 | info@muskelsvindfonden.dk