Foto: Thomas Fredberg

Skubber til fordomme uden at spørge først! 

Af Mathias Haugaard Jørgensen


Kranen kørte utilgiveligt langsomt opad, og Jakob var flere gange tæt på at få kolde fødder. Men det var for sent – de havde jo besluttet sig.
På Grøn Koncert 2010 stod den 18-årige Jakob Dahl og hans kammerat i baren, hvor bungy jump var kommet på dagsordenen. Men det var ikke helt uproblematisk.  Springet krævede en ballast på mindst 55 kg. og Jakob vejede kun 43 kg. Derfor besluttede de sig for at hoppe sammen.

Rasmus Dissing Nielsen blev stoppet af politiet. Han var drivvåd, klokken havde nærmet sig fuldmåne, og han fandt sig selv fuldt påklædt væltende rundt i springvandet i selskab med veninden og tre kammerater på studieturen. Hvem kunne vide, at der var overvågning alle steder der på midt på torvet i Bratislava?

Og så tænker du måske på, hvad Jakob og Rasmus har til fælles – udover at demonstrere en vild ungdom. De medvirker såmænd begge i Muskelsvindfondens ”Plads til forskelle”-spots på Grøn Koncert i år sammen med Camilla Boel, som tæsker alle sine venner i bordfodbold, samt Sejer Grimstrup, der driver sin egen kyllingeproduktion i Vejle. Fire personer med hver sine interesser, kvaliteter og oplevelser – ligesom alle andre mennesker.

”Mange folk fokuserer på, hvad man ikke kan med muskelsvind – men hvorfor ikke bare springe ud i det,” griner Jakob Dahl og ser tilbage på den vertikale flyvetur på Grøn Koncert sidste år.
Og dette er lige netop, hvad Muskelsvindfonden vil kommunikere. Der er nemlig flere måder, hvorpå Muskelsvindfonden arbejder for Plads til forskelle. Udover det politiske lobbyarbejde og medlemsaktiviteter vil Muskelsvindfonden skubbe til fordommene og skabe debat!

Et navn, der klinger – ja, måske endda bouncer – velkendt i øregangene, er navnet Tonni The Man. Den unge rappende kanon køres i stilling i lokale og nationale medier af Muskelsvindfonden, agerer galionsfigur for Muskelsvindfondens vision på Grøn Koncert og lægger op til glæde, inspiration og eftertanke.

Med både det netbaserede medlemsunivers, foreningsbladet ”Muskelkraft” samt facebook- og hjemmeside samler, informerer og styrker Muskelsvindfonden sine medlemmer.
Holdningsbearbejdelsen i samfundet kræver nemlig en effektiv, alsidig kommunikation og en samlet organisation, der gerne kommer med en kæk bemærkning og skubber til fordomme uden at spørge først.

 

 

Kongsvang Allé 23 | 8000 Århus C | Tlf: 8948 2222 | Fax: 8948 2212 | info@muskelsvindfonden.dk