Startside > Nyheder
Tak og information til medlemmer vedr. debat om landsmødefrekvens m.m 
Udgivelsesdato: 19-05-2011 

Kære alle medlemmer i Muskelsvindfonden

Tusind tak for en fantastisk weekend med landsmøde og storslåede jubilæumsshows i Scandinavian Congress Center. Man kan roligt sige, at vi  har gjort det igen. Vi har vist, at vi er den eneste handicaporganisation, der forstår at forene fest, livsglæde, fællesskab, kunstneriske oplevelser og  skarpe holdninger til tiden.

Det er sjældent, at man som ledelse er glad for at blive stemt ned af  medlemmerne. Men vi sidder faktisk med en meget lykkelig fornemmelse i  kroppen. For da medlemmerne med et meget overvældende flertal på det største landsmøde i Muskelsvindfonden i mange år afviste, at landsmøderne fremover kun skulle holdes hvert andet år, var det samtidig en klar beslutning om, at vi vil foreningen, at vi vil hinanden og fællesskabet. Men også - at vi vil demokrati og debat, og ikke mindst en beslutning om, at vi vil engagere os. Vores forslag om at holde færre, men større landsmøder havde samme intention. Men når medlemmerne vil det oftere, er det kun dejligt.
Derfor er det en kæmpe glæde for os allerede nu at kunne annoncere næste års landsmøde. Det vil finde sted i weekenden 12. - 13. maj 2012 på Musholm Bugt Feriecenter, så sæt hellere kryds i kalenderen nu.

I skal også vide, at vi har lyttet til kritikken om mere direkte  information fra repræsentantskabet. Vi har på foreningsuniverset åbnet et  område, hvor alle referater fra de seneste fire år vil være tilgængelige  for medlemmerne. Men vi ved også, at referaterne i sig selv ikke siger særlig meget. Fra vores tidligere statistikker ved vi, at disse referater blev læst af ganske, ganske få medlemmer. Vores tanke er derfor at supplere dem med mere journalistiske indslag fra de kommende møder. Vi vil desuden opfordre alle repræsentantskabsmedlemmerne til at inddrage medlemmerne i vores foreningsunivers, hvor der er rig mulighed for løbende at starte debat – eksempelvis om demokrati og åbenhed. Foreningsuniverset er i høj grad en god platform for repræsentantskabsmedlemmerne at formidle deres tanker og arbejde.

Til din orientering har vi udgivet mindst en  foreningsnyhed om dagen siden nytår, så det er sandelig ikke fordi, vi ikke vil kommunikere. Du kan også blive venner med Muskelsvindfonden på facebook og den vej igennem få løbende information om, hvad der sker handicappolitisk og i foreningen. Over 550 personer har allerede benyttet sig af dette.

Vi håber, du vil benytte dig af vores kommunikationstilbud og glæder os til at se dig på Grøn Koncert og Cirkus Summarum.


De bedste hilsner

Evald Krog    /   Janne Sander
Formand           Næstformand

 

 
Kongsvang Allé 23 | 8000 Århus C | Tlf: 8948 2222 | Fax: 8948 2212 | info@muskelsvindfonden.dk