Pressemeddelelse fra Glad; Teater
Verdens bedste, intet mindre! Femten skuespillere: en blind, fire døve, spastikere og en håndfuld udviklingshæmmede – et kæmpestort og usædvanligt ensemble i et humoristisk og åbenhjertigt forsøg på at give publikum deres livs oplevelse. Fra verdens bedste begyndelse til verdens mest rørende slutning. Verdens Bedste Forestilling har premiere på Edison den 18. juni, kl.17
Femten skuespillere kæmper sig frem i et åbenhjertigt forsøg på at lave netop verdens bedste forestilling med alt, hvad en sådan må indebære. Fra verdens bedste begyndelse til verdens mest rørende slutning, fra fødsel til død, fra ekstreme banaliteter til storslåede højdepunkter. Verdens Bedste Forestilling er en sammenfletning af tableauer, musik, skæve historier og stunts, der på sin egen akavede og ironiske facon bliver et spejl på vores liv og vores forsøg på at få det hele med, på den helt rigtige måde, inden det er for sent.
”Det er selvfølgelig absurd at ville lave verdens bedste forestilling. Men bestræbelsen på det perfekte afslører en masse sider af vores liv. Lige fra den egoistiske lyst til at blive beundret af publikum til det selvopofrende ønske om at få et vigtigt budskab ud til dem. På de områder ligner vi alle sammen hinanden. Vi har lavet en forestilling om at stræbe efter det allerbedste – og pludselig kan vi se, at den derfor handler om, hvordan det er at være et helt almindeligt menneske, der ikke skiller sig mere ud fra mængden, end alle andre,” siger instruktør Tue Biering, der sammen med dramaturg Jeppe Kristensen står bag forestillingen.
Det er første gang, en gruppe uddannede skuespillere med funktionsnedsættelse spiller sammen i en forestilling på en af byens store scener.
”Det her er vores gave til Københavns teaterliv, som nu beriges med et ensemble, der ikke ligner noget andet, og som kan lave nogle forestillinger, som ingen andre kan spille sig til. Vi har kæmpet i mange år for, at det her skulle kunne lade sig gøre, og skuespillerne har gennemgået en stor personlig udvikling – det bliver et vedvarende islæt i byens kulturelle miljø,” siger Lars Werner Thomsen, der sammen med Jesper Michelsen er leder af Glad;Teater.
Læs mere og se, hvordan du køber billetter på Glad; Teaters hjemmeside