En gruppe unge med handicap mødte politikerne i Viborg til en snak om blandt andet job og penge til at klare hverdagen. Viborg Stifts Folkeblad rapporterede fra mødet. Herunder kan du læse, hvad de skriver:
Af Jane Gisselmann: giss@bergske.dk
VIBORG: Der sidder fem unge rundt om et bord. Ronnie har muskelsvind og drømmer om en fremtid som programmør.
Han er bedre til at huske end de fleste og dygtig til IT.
Carina har rygmarvsbrok.
Hun kan gå en smule, men er ellers afhængig af sin kørestol og håber på en fremtid på kontor. Natanja er psykisk syg, hun kunne godt tænke sig at blive blomsterbinder. Alice er ordblind, men håber på en fremtid som køkkenassistent, og Tina har en ledbåndssygdom , men drømmer om at arbejde med dyr. Måske i zoologisk have eller i en minizoo.
De fem unge er alle elever på den nystartede STU-uddannelse for unge med særlige behov.
Rundt om bordet sidder et par af deres lærere, Brian og Camilla, og i klasselokalet sidder også næstformanden for beskæftigelsesudvalget, Johannes Vesterby ( V) og lytter til de unges snak.
Flere flexjob tak
I alt går 62 unge på den Særligt Tilrettelagte Ungdomsuddannelse -STU på Rughavevej i Viborg. Deres diagnoser spænder over: ADHD, autisme, downs syndrom, rygmarvsbrok og ordblindhed.
Nogen er sent udviklede.
Andre psykisk syge. På Rughavevej får de alle en ungdomsuddannelse.
Men hvordan fungerer skolen og fritidslivet egentlig, og hvad skal der ske bagefter? Politikere fra socialudvalget, beskæftigelsesudvalget og demografiudvalget og medlemmerne af Handicaprådet er på besøg. Missionen er klar.
»Det er vigtigt, at vores unge bliver hørt på deres præmisser.
De har meget, som de gerne vil have sat fokus på,« forklarer lederen af STU-uddannnelsen Poul-Erik Foldbjerg.
Flexjob
De unge ønsker sig blandt andet bedre muligheder for handicappede på arbejdsmarkedet.
Flere flexjob og skånejob.
Nogen er på kontanthjælp.
Andre er førtidspensionister.
Der er meget stor forskel, forklarer de Johannes Vesterby.
»Hvorfor må man tjene 60.000 kroner om året, når man er på pension? På kontanthjælp må man ikke tjene noget som helst,« spørger de politikeren, der trækker på skuldrene med en beklagende grimasse.
400 kroner om måneden
Længere nede ad gangen er en flok piger fra skolen i gang med samme emne. De har viceborgmester Karin Gaardsted ( S) og Kirsten Almind ( SF) fra socialudvalget på besøg.
Økonomien er et hedt tema.
Flere af pigerne bor på Stadionkollegiet og er på kontanthjælp.
»Når jeg har betalt kollegiet og mad, så har jeg 400 kroner tilbage til mig selv om måneden.
Og jeg må overhovedet ikke tjene noget som helst, når jeg er på kontanthjælp. Hvad skal jeg lave hele sommeren, når jeg ikke har nogen penge og ikke må arbejde?« spørger Camilla, der har ADHD.
»Vi har vist ikke så meget indflydelse på prisen på kollegieværelserne,« vurderer Kirsten Almind, der foreslår, at kommunen måske kunne åbne sit træningscenter på plejehjemmet Blichergården, så de unge kunne få en gratis fritidsaktivitet.
Pigerne lytter. Et par stykker kigger væk. Og så er tiden gået, og næste hold politikere kommer forbi bordet.