19. juli 2011
Den 1. august får vi en ny hjælper. Og i den proces har mange tanker været vendt, og mange samtaler er gennemført i børnehaven. Det er helt klart en proces i sig selv. Ikke bare for os som familie, men også i børnehaven.
Det startede sidst i maj. Johannes daværende hjælper annoncerede, at hun havde fået tilbudt nyt job i en tøjbutik. Og da hun går meget op i mode, tvivlede jeg ikke på, at vi "ville tabe sagen" og skulle have ny hjælper til Johanne. Det var træls, men ikke samme mavepuster som da vi skiftede hjælper første gang. Derfra havde jeg vist lært at holde følehornene til kroppen, så det ikke skulle vælte os igen.
Og ganske rigtigt hjælperen sagde op. Så det meste af juni er gået med at vende vores tanker med lederen i børnehaven. Vi er i denne proces blevet mødt meget. Men det gik op for mig, hvor svært det egentlig er at videregive, hvor MEGET det betyder for mig at kunne stole på, at hjælperen kan vurdere Johannes påklædningsbehov. For undervejs fik vi blandt andet tilbagemeldinger som: "ansvaret falder altid tilbage på os faste eller mig lederen". Og det er ikke godt nok. For bare en enkelt gang at Johanne ikke er rigtig påklædt, er hun en forkølelse nærmere og deraf en mulig lang sygeperiode. Så kan det ikke hjælpe, at lederen føler ansvar, når en lille skade i fortolkningen af Johanne kan have stor konsekvens. Det er bare ikke rart for hende at være forkølet, så hun ikke kan komme i børnehave. Det går ud over det sociale, foruden hvad der fysisk kan byde sig.
Igennem det år der er gået, har vi haft tæt samarbejde med hjælperen om Johannes påklædning. Hver eneste dag er der tilknyttet lille som stor bemærkning. Det har været om, hvorfor hun har de uldstrømper på, som hun har. Eller måske ikke har, nu det er sommer. Om hun har virket ekstra varm eller kold. Korte eller lange ærmer. Hoster en lille bitte smule, og måske ikke skal blive det mindste kold lige den dag. Og igennem tiden har jeg ikke tillagt det stor eftertænksomhed. Det har virket naturligt. Hjælperen har hørt og fra starten forstået Johannes anderledes temperaturskift og har kunnet håndtere det.
Der har ind imellem været stillet spørgsmålstegn fra pædagogernes side, om vurderingen af, om Johanne skulle blive inde, er rigtig. Og det siger mig noget om flere ting. Bl.a. at de gerne vil have Johanne med i det sociale, at de ser, at hun begrænses ved at have andre forholdsregler. Og det er en god følelse, at de vil hende det bedste socialt. Bare de husker vigtigheden af at passe på med fugtigt og koldt vejr. Det får mig til at blive usikker på, om jeg kan stole på, at min vurdering bliver imødekommet, når jeg ikke er der. Jeg frygter meget, at jeg en dag står med Johanne, der har fået lungebetændelse, fordi "det er synd, at hun ikke kan komme med ud på legepladsen".
Jeg har kunnet stole på, at det er blevet imødekommet over sidste vinter. Og vi kan konstatere, at hun kun har haft to forkølelser over vinteren. Hvad sammenhængen er, kan man jo aldrig sige 100 %. Men i hvert fald har noget været håndteret rigtigt. Om det både er påklædning OG vurderingen af, hvilke dage hun kan komme ud, det får vi aldrig vished for. Men den tryghed vil jeg rigtig gerne bevare fremadrettet også. Og når nu hjælperen skiftes ud, har anledningen været god til netop denne snak.
Jeg ved, at mit behov for at føle kontrollen over Johannes påklædning og færden hænger sammen med det, jeg tidligere har beskrevet, at navlesnoren ikke er klippet. Jeg har meget, meget svært ved at slippe ansvaret, selv om det er midlertidigt. Og derfor er det yderst vigtigt for mig at kunne stole ÈT HUNDREDE PROCENT på, hvad der sker, når Johanne er i børnehaven. Det er især blevet tydeligt for mig i den periode, før den nye hjælper var ansat. Jeg kan godt have samme tendens over for Emma i forståelsen for, om hun trives i sin hverdag. Men det er værre over for Johanne. Jeg er ikke i tvivl om, at det er, fordi jeg har gennemlevet den krise omkring Johannes muskelsvind. I starten var jeg meget bange for at miste hende til muskelsvind, og det viser sig nu på denne måde. Tror jeg. Jeg kan godt føle, at jeg har et stort behov for virkelig at passe på mine børn. De fleste mødre har det vel sådan. Men jeg tror, at jeg har en forstærket følelse på det område.
Men jeg føler mig ikke hysterisk. Vi har som forældre ikke stillet os kritisk op igennem det sidste år over for rytmen i børnehaven. Det har fungeret rigtig godt. Hun har været 3 år det sidste år. Så det, at hun måske har været en anelse mere isoleret, har passet godt til det år. Med det tænker jeg, at børn er mindre modstandsdygtige, jo mindre de er, så hun vokser sig forhåbentlig til at være stærkere i immunforsvaret.
I Svendborg kommune køres med stor diskretion om ansættelsesforløb, så vi har ikke haft lov til at følge ansættelsen af den ny hjælper helt tæt. Men vi fik lov til at læse stillingsopslaget og komme med bud på, hvad der skulle vægtes og skrives til eller fra. Undervejs fik vi at vide, hvor mange der havde søgt, og hvilke kvalifikationer der var i spil. Men ingen navne eller noget der kunne afsløre, hvem de var. Det har været så rart at få lov at være med i processen i den del, vi måtte.
Der er nu ansat en dame på 53 år, der har mange års erfaring som dagplejemor og de sidste 5 år i en børnehave. Hun må om nogen have en rigtig god erfaring i at vurdere påklædningsbehov, som jo er det absolut vigtigste for os. Johanne har også brug for hjælp til det sociale, men det er mest på et koordineringsniveau. For Johanne er et meget socialt gemyt, der har et rigtig godt humør. Og de fleste, der har mødt mennesker med SMA, ved, at de ofte er "skarpe i pæren". Det er Johanne også.
Det var rigtig rart at få talt vores tanker og forventninger grundigt igennem. Det viser bare, hvor meget en god dialog betyder. At vi har samme udgangspunkt, gør det så meget nemmere at samarbejde. Og hele processen har styrket min indre tro på, at Johanne får lov til at blive sin tid ud i børnehaven. Det er en rigtig dejlig ro at have at tro på, at Johanne kan blive i sin børnehave de næste to år. For venskaberne styrkes uden tvivl hele tiden. Også dem vi forældre har med andre forældre.
En anden ting, som vi er blevet klar over igennem samtalerne, er, at børnehaven vægter det sociale meget højt, hvis ikke allermest. Johanne er i forvejen rigtig godt med, synes jeg. Jeg har den seneste tid mærket, hvordan pædagogerne er begyndt at tænke Johanne mere ind i flokken af de andre børn. Jeg tror, at det er skiftet af hjælper, der gør, at de tænker i nye tiltag og nye måder at takle Johannes behov for hjælp på. Eksempelvis når Johanne skal være inde på grund af vejret, vil de fremadrettet til at tænke i, at mange forskellige skal være inde ved Johanne. Ikke bare den samme skare, som Johanne altid finder sammen med. Og de vil bytte rollerne lidt ind imellem, så det ikke kun er den ansatte hjælper, der skal hjælpe Johanne, men også de andre pædagoger.
Måske det bare er mig, der tolker det sådan. Men uden al tvivl så har børnehaven og jeg forskellige kæpheste. Jeg lægger ikke mange bekymringer i det sociale aspekt. Men uden tvivl, så glæder det mig med alle de overvejelser, de også gør sig. Jeg tror, at det er, fordi jeg føler, at Johanne er tilfreds. Tilpas. Hun trives, som jeg tolker det. Hun er i det hele taget i en god balance med sig selv, når det gælder forståelse af hendes fysiske begrænsninger. Jeg oplever ikke, at hun stiller de store spørgsmålstegn ved, om hun kan stå, gå - eller kommer til det! Det virker hun overbevisende afklaret omkring, som det er lige for tiden.
Og skiftet af hjælper, som hun også har været inddraget i, har hun taget super nøgternt. Vi fortalte hende med det samme, vi vidste det, at hun skulle have ny hjælper efter sommerferien. Hun har ikke grædt. Hun har bare taget det i stiv arm og spurgt lidt ind til det. "Hvad skal min hjælper så?" "Hvem bliver det så der kommer i stedet for"?
En morgen spurgte hun så, om den daværende hjælper kom i dag - eller om det var den nye? Til det kunne vi bare sige, at det stadig var den daværende hjælper og så føle, at Johanne var ved at vænne sig til tanken på den måde. Men det positive er også, at vi kan sige, at vi fortsat vil se den tidligere hjælper. Vi søger om, at hun og hendes familie skal være aflastningsfamilie for os. Samtidig tror jeg, at vi vil besøge hinanden ind imellem.
Da den nye hjælper var ansat, fik hun en hel dag i børnehaven sammen med Johanne og hendes hjælper. Så de kunne få snakket sammen før ferien og ikke mindst mødt hinanden. Johanne svarede adspurgt: "hun er sød min nye hjælper". Så nu er den proces overstået. Nu skal det bare skydes i gang efter sommerferien! I øvrigt med 30 timer frem for de 24, som hjælperen ellers kun havde! Vi har for en periode fået bevilget ekstra timer - JUHU!
Tilbage til En mor fortæller...