DH er et politisk organ. Her kan man stille krav og spørgsmål til kommunens politiker og forvaltning. Typisk også gå i offensiv debat hvis man er utilfreds med tingenes tilstand.
I alle kommuner er der en afdeling af DH. Centralt har DH 32 medlemsorganisationer. Alle disse medlemsorganisationer er velkomne til at tilslutte sig den lokale kommunale afdeling. Nogle organisationer er så små, at det ikke praktisk er muligt at være repræsenteret i alle kommuner. Derfor er der typisk 12 – 30 organisationer tilsluttet i de enkelte kommunalafdelinger.
For at kunne tilslutte sig en lokalafdeling, skal man have en tilslutningserklæring fra medlemsorganisationen, som afleveres til formanden for lokalafdelingen. Og for at blive Muskelsvindfondens repræsentant / stedfortræder, skal man have en bekræftelse fra medlemsafdelingen. Der er nedsat et udvalg fra bestyrelsen, der afgør, hvem Muskelsvindfonden udpeger til opgaven i den enkelte kommune
Når en organisation tilslutter sig en kommunal afdeling, bliver organisationsrepræsentanten automatisk medlem af afdelingsbestyrelsen. Man kan som organisation også meddele en stedfortræder.
Der afholdes mindst 2 bestyrelsesmøder om året. Et af disse møder er et årsmøde, hvor der foretages valghandlinger mv. (som en generalforsamling). Til bestyrelsesmøderne kan alle de enkelte organisationer give møde ved repræsentanten, som har tale og stemmeret, og stedfortræderen samt medlemmer af den lokale organisationsbestyrelse, som dog kun har taleret. I Muskelsvindfonden har vi ikke lokale bestyrelser, men kan her lade vores diagnosegrupper, forældregrupper mv. fra lokalområdet deltage med repræsentanter hvis de er interesseret.
Når der er valghandlinger, skal de opstillede have en bekræftelse fra deres organisation på, at de må lade sig opstille. I Muskelsvindfonden får man en erklæring gennem medlemsafdelingen.
Kontakt Muskelsvindfondens medlemsafdeling på tlf. 8948 2222.