Den politiske løsning

Saml ansvaret for BPA færre steder med stærkere specialiseret faglighed og mere ensartet praksis. En ny organisering skal samtidig sikre, at økonomien ikke står i vejen for den rigtige løsning.

Derfor er der brug for forandring

Adgangen til BPA varierer i dag, og for mange mennesker med handicap oplever afslag eller nedskæringer. Antallet af BPA ordninger er faldet markant siden 2016. Konsekvensen er, at uddannelse, arbejde, familieliv, fritid og spontanitet bliver vanskeligere eller umuligt.

En ny organisering skal ikke bare flytte BPA fra en myndighed til en anden. Den skal gøre BPA bedre.

Den konkrete udfordring

Kommunerne revurderer årligt hjælpen, der bevilliges borgere med handicap, selvom de har en kronisk fx har muskelsvind, deri kke bliver bedre fra år til år, tværtimod. Det er unødvendig sagsbehandlingstid, det skaber utryghed hos borgeren – som ofte må tage fra fra job eller uddannelse for at gå til endnu et møde.

Den politiske løsning på kort sigt

Har mennesker en sygdom, hvor funktionsevnen ikke forbedres, er det unødvendigt at kommunerne indkalder til årlige revurderinger. Indfør i stedet tro-og-loveerklæringer, som vi kender det fra f.eks. hjælpemiddelområdet eller fra enlige forsørgere, der får tiskud.

Den langsigtede værdi

Det sparer både en masse kommunal sagsbehandlingstid og det skaber tryghed for mennesker med behov for hjælp.

Den konkrete udfordring

Mange kommuner udmåler hjælp efter paragraf § 95 til mennesker, som er afhængige af hjælp til madlavning, pleje, toiletbesøg etc.
Hjælp efter § 95 er helt grundlæggende meget usammenhængende og ufleksibel. Man skal planlægge sit liv efter meget nøje afmålte tidspunkter, og hjælpen er kun i hjemmet.

Man kan altså ikke komme på uddannelse, tage i biografen eller andre aktiviteter, som er en del af hverdagen

Den politiske løsning

Der er fra politisk side kommet forslag om, at man lovmæssigt samler hjælp efter § 95 med § 96.
§ 96 er den fleksible og sammenhængende hjælperordning (BPA-ordningen), hvor  mennesker med fysiske handicap kan leve et liv på lige fod med mennesker uden handicap. Muskelsvindfonden støtter dette forslag.

Se lovforslaget på side 14ff – her  (Bemærk i lovforslaget findes også den estimerede udgift til forslaget)

Den konkrete udfordring

Får et menneske med fysisk handicap afslag på sin ansøgning om hjælperordning, begrundes det ofte i kommunens vurdering af ansøgerens arbejdslederevne. Man skal nemlig kunne være arbejdsleder for at få en hjælperordning (BPA). Kommunen skønner, om man er i stand til at varetage denne opgave, og hvis ikke man er det, har kommunen pligt til at oplære den enkelte.

Afgørelsen kan ankes, men Ankestyrelsen er ofte tilbageholdende med at omgøre kommunens afgørelse, netop fordi der indgår dette element af skøn, som reelt er umuligt at kontrollere for Ankestyrelsen, som aldrig har mødt det pågældende menneske. Man er derfor, som menneske med hjælperordning (BPA), retsløs i disse sager.

Den politiske løsning

Hvis et menneske med handicap ikke selv kan fungere som arbejdsleder, bør man kunne udpege en pårørende eller ven i stedet. Alternativt kan kommunen varetage opgaven.

Vigtigst er, at kommunerne ifølge loven har pligt til at støtte den enkelte i at varetage rollen som arbejdsleder og ikke mindst oplære dem i rollen. Det sker bare ikke, og det skal der strammes op på. Ankestyrelsens undersøgelse fra februar 2019 viser, at kun halvdelen af kommunerne oplærer i arbejdslederrollen.

Den langsigtede værdi

Alle mennesker er født lige, men ikke alle kan det samme. I Danmark giver vi alle mulighed for at have et job, en familie/kæreste og et fritidsliv med verdens bedste handicapkompenserende ordning nemlig hjælperordningen. Politikerne ønsker mere end nogensinde, at alle skal “bidrage”, men det kræver også, at man har muligheden for at bidrage, hvad enten det er på arbejdsmarkedet, i familien, som frivillig eller noget helt fjerde – og for nogle betyder det, at man skal have en hjælperordning.

Den konkrete udfordring

Et år eller mere. Så lang tid kan man risikere at vente på hjælp. Muskelsvindfonden har eksempler på mennesker, som venter alt for lang tid, før der kommer svar på deres ansøgning om hjælp. Det skyldes, at der i dag ikke er fastlagte tidsfrister for, hvor lang tid en sagsbehandling må tage. Måske fordi der kan være et økonomisk incitament for kommunen at trække tiden. Vi har oplevet mennesker, som venter i over et år på hjælpen.

Den politiske løsning – kortsigtet

Indfør maksimal tidsfrist for sagsbehandlingen, når personer har søgt om en hjælperordning.

Det er enkelt og gratis.

Den langsigtede værdi

Det koster ikke noget at indføre rimelige tidsfrister, men er helt afgørende for det enkelte menneskes liv og muligheder.

Livet kan blive sat på pause, og i pausen kan livet gå i stå. Både fysisk og psykisk. Så ventetiden kan give andre udfordringer som angst og depressioner – og tyndslidte pårørende.